IZOLA 1 - Rejsen til Falkien, af Christina Bonde
- Karoline Bloch
- 6. jul. 2018
- 2 min læsning
Til Mai, Izolas mors, begravelse kommer der familiemedlemmer de på ingen måde havde kontakt til. Mais søster, hendes mand, deres barn og Mais mor kommer alle, og Mais forældre planlægger en smuk begravelse.
Mais grav på kirkegården bliver omringet af liljer. Men Mai var ikke troende, hun ønskede aldrig en kristen begravelse, og lugten af liljer var noget hun væmmedes ved.
Hvorfor varden eneste person, der kunne sammenlignes med familie i livs barndom Mais veninde, Olivia - og hvorfor går det først op for Izola nu, at hun ingen anelse har om, hvem Olivia er?
Efter begravelsen giver Izolas bedsteforældre hende en kassse, de påstår var hendes mors. Izola har aldrig hørt om en sådan kasse, men tager imod den alligevel. En mærkelig form for summen kommer fra den, og Izola kan ikke få den op. Indtil Olivia dukker op i døren og giver hende en nøgle - før hun får en pil i ryggen, og Izola flygter imod Casper, hendes store kærlighed, der aldrig gengældte følelsen.
Izolas flugt bliver dog længere væk end nogensinde planlagt, og pludselig finder hun sig selv i Falkien, en helt anden dimension.
Her lærer hun en ny form for sandhed, som hun tidligere kun havde hørt om i eventyr hendes mor fortalte.
En af den første ting jeg vil kommentere på i denne anmeldelse er worldbuilding - noget, Christina Bonde virkelig har klaret ekstremt godt. På jorden var hendes beskrivelser ikke videre uddybende, og det var de egentlig heller ikke i Falkien, hvilket jeg savnede lidt, men landets historie, kulter, sprog og alt andet var helt på plads - noget jeg virkelig nød ved bogen. Derudover har vi karaktererne. Beskrivelserne manglede også her, hvis du spørger mig. Vi får at vide at Upirer er smukke, og har overlegne evner, men egentlig ikke meget mere end det. Derudover savnede jeg også lidt dybde i Izola. Fysisk, ja, men jeg savnede også lidt mere af en personlighed, hvis man kan kalde det det. Jeg synes hun virkede meget flad, og manglede lidt nogen særpræg der gjorde at hun virker mere virkelig. For eksempel små vaner (Som for eksempel i Mørkets søn-serien af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl, hvor Destan altid sidder med sine ben på en bestemt måde når han skal sidde på en stol), eller sågar bare en bestemt form for tankegang. Det fik vi en smag af, da vi får at vide at Izola er vegetar, og da hun til at starte med nægter at dræbe bjørnen. Det kunne have været noget, jeg gerne ville have set videreudviklet. Bogen er VIRKELIG fængende, og du skal ikke tage den op, før du ved du har tid til at afslutte den - for du kommer ikke til at kunne lægge den fra dig! Projektet her er vidst mere omfattend, end hvad Christina Bonde er vant til, da jeg vil vove at påstå at nu kortere en bog, nu mindre behov der er for beskrivelser. Derfor giver det for mig mening, at jeg ikke før har manglet den slags fra hende; fordi bøgerne har været kortere. Men jeg synes det er vildt fedt at hun udvikler sig, og der skal selvfølgelig også være plads til en personlig stil, som hun helt sikkert har! Tak til forlaget Tellerup for anmeldereksemplaret.