top of page
Forfatters billedeKaroline Bloch

Hati hati, af J. G. Gylling


Maja og Lise Lotte har sammen besluttet sig for at rejse Østen rundt. Mange interessante steder at se, interessante mennesker at møde og interessante oplevelser der skal, ja, opleves.


Bali er første stop på rejsen, men allerede her går det galt; en bilulykke sender Maja og Lise Lotte på hospitalet. De frygter ikke at kunne betale regningen, men lærer noget nyt om kulturen der; siden det ikke var deres skyld, betaler den lille by i et forsøg på at gøre op for deres fejl.

Men det er ikke kun det, der fanger deres opmærksomhed.

Maja falder hurtigt for Sama, lægens søn og 'lærling' der i praktik, så han også selv kan blive læge.

Han fortæller Maja om, hvordan det er forventet af ham at han bliver læge, for det var hans far og forfædre. Maja kan derimod fortælle at hun gerne vil læse psykologi, og at man i Danmark kan vælge hvilken som helst retning man har lyst til.

Derefter går rejsen videre. På Gili øerne i Indonesion møde Lise Lotte Johannes, som hurtigt optager hendes tanker.

Indien, Nepal, politistationer, slumkvarterer i Delhi og så videre er bare nogen af de steder de passerer på deres rejse efter erfaring.

 

Jeg har før læst ting af Jørgen Gylling og nydt dem, men jeg må indrømme at denne nok ikke lige er hans bedste værk hvis du spørger mig.

Det er meget typisk 'ham' med skrivestilen, som jeg faktisk rigtig godt kan lide, men noget om plottet og karaktererne ødelagde det bare lidt for mig.

Maja og Lise Lotte som nærmest bare er tomme skaller - meget stereotypiske, hvilket er lidt en skam, da jeg synes de som to unge kvinder har meget potentiale i en historie som denne. Men det er måske problemet; at forfatteren har svært ved at sætte sig i en ung kvindes sted.

Det synes jeg bare ikke har været et problem I hans andre bøger, og derfor forstår jeg ikke, hvis det er det der er gået galt her.

Jeg har før læst en bog af ham (Smagen af honning, mener jeg det var - fantastisk bog, som jeg varmt anbefaler), hvor der var en badescene hvor der var meget fokus på kroppen, siden de selvfølgelig skulle være nøgne.

Generalt synes jeg det er en typisk ting i bøger skrevet af mænd, hvor det så er sat op som at være noget 'smukt' og 'dybt', hvor det i sandhed bare er en beskrivelse af en kvindes krop og hvordan hendes barm hopper når hun løber.

Det var lidt den følelse jeg sad igen med her.

Det var nok ikke tanken bag denne bog, da jeg gætter på at den henvender sig til kvinder især, men udover den ene gang og så i denne bog har jeg aldrig oplevet det som et problem.

Derudover mangler jeg bare lidt at forstå hvad formålet med bogen er. Jeg synes ikke der virker til at være nogen lektion gemt i den, der er ikke noget egentlig plot udover; to piger rejser, finder kærlighed.

Det er ikke særlig meget til at fylde 132 sider med, hvilket nok også er grunden til at langt størstedelen af historien blot er 'fylde'.

Men som jeg ser det er det blot punkter Jørgen Gylling (forhåbentligt) vil arbejde lidt på, for jeg synes virkelig han er en dygtig forfatter, og jeg håber på flere bøger fra ham i fremtiden.

Tak til forlaget Brændpunkt for anmeldereksemplaret.

bottom of page