Selvom Tara havde håbet på hun endelig kunne få noget ro til at finde hendes forældre kan det vise sig besværligt da Arke pludselig er væk.
Tara er ikke længere blot en ung pige, men derimod en viljestærk og imponerende karakter. Hun har været slave, hun har ledt en revolution, hun har kæmpet, og vigtigst af alt; hun er ikke hvem hun var. Hun er mere end bare en slave.
Kongen sender bud efter Tara i håbet om hendes hjælp. Arke er forsvundet. Teorien er at han har forladt dem på egen hånd for at finde Valmar.
Tara må endnu engang på et eventyr, men denne gang er det på egen hånd, og hun må gøre sig klar til at lære mere selvstændighed end hun nogensinde har haft brug for før.
Det første der slog mig var hvor meget Tara egentlig har udviklet sig igennem første bog. Det er nok den forkerte anmeldelse jeg bringer det op i, men det er først da jeg begyndte på denne at det gik op for mig. Og det fortjener Isa Lemvigh Clausen virkelig en klapsalve for, for det er - ifølge mig - virkelig en opnåelse! At formå at skabe en sådan karakterudvikling hvor læseren ikke engang bemærker det - det er imponerende!
Gaffa er stadig en karakter for sig selv, og jeg elsker det.
Første bog var god, men hvis du spørger mig var denne endnu bedre. Der er flere vinkler i denne, samt den er en smule mere indviklet. Det tilføjer lidt til plottet og gør, at hele seriens målgruppe kan udvides med op til flere år.
Tak til forlaget Mellemgaard for anmeldereksemplaret.