At koge bjørn, af Mikael Niemi
- Karoline Bloch
- 4. jun. 2018
- 3 min læsning
I det nordlige Sverige finder provsten Lars Levi Læstadius en ung dreng op. Han siger han hedder Jussi.
Jussi er flygtet fra sit tidligere hjem, og bliver en form for lærling for provsten, der forsøger at finde ud af hvad der skete med den unge pige der forsvandt.
Da en vogterpige først forsvinder og siden hen findes død i Kengis, træder provsten til i håbet om at finde ud af, hvad der er sket.
Byen er sikker på, at det må være en bjørn der har gjort det - noget, både betjenten og herredsfogeden er ganske tilfredse med, da de hellere vil have sagen lukket end løst.
Derfor træder Lars Levi Læstadius, en form for Mikael Niemis svar på Sherlock Holmes til, og forsøger selv at løse sagen ved hjælp fra hans 'lærling' Jussi.
Lars Levi Læstadius fandt Jussi liggnede i grøftekanten, hvor han var endt efter at have løbet fra et hjem med misbrug og sult. Provsten tager Jussi til sig, og døber ham Johan Sieppinen, og giver ham fødselsdatoen 29. juni - den dag, han blev fundet, og året 1831; så han er elleve.
Jussi bliver en uofficiel form for lærling, der med Lars Levi Læstadius går rundt på Pajala-egnen hvor han lærer om planter, og alt andet de falder over.
Men en kvinde er stadig fundet død - og provsten mener stadig at en morder er på fri fod - sågar en, lokalbefolkningen nægter at tro på er en trussel.
Allerede fra side et er det tydeligt, at Mikael Niemi ikke blot har skrevet en, krimi, men derimod en af de dybeste bøger jeg endnu har læst.
"Jeg vågner i en altomsluttende stilhed. Verden venter på at blive skabt. Mørke og himel omgiver mig. Jeg ligger med øjnene rettet som brønde mod rummet, men der er intet derude, ikke engang luft."
Citatet ovenfor er det første man læser, når man begynder på bogen. Hvordan du vælger at forstå og analysere det er op til dig, men umiddelbart gav det mig en ide om at bogen virkede rigtig, rigtig interessant.
Og jeg ville selv vove at påstå at jeg fik ret. Bogen var virkelig special at læse, men var også skrevet så den på ingen måder virkede for 'underlig' til at blot læse som krimi, hvis det var hvad man havde lyst til.
Som jeg også skrev længere oppe, er der noget Sherlock Holmes over denne historie. Jeg er selv virkelig vild med Sir Arthur Conan Doyles historie om 'the consulting detective', så derfor var det lidt en selvfølgelig at jeg ville elske denne bog, der til dels fungerer lidt som en form for 'erstatning' for den gamle historie.
Derudover kunne den også gå for at være en slags 'origin story', da vi jo følger Jussi der bliver oplært lidt som man kan forestille sig Sherlock blev det (headcanon aside).
Der udover passer unge Jussi også i rollen som Dr. Watson, med hvordan Lars Levi Læstadius forklarer alt for ham, og på mange punkter er ham overlegen (især når det kommer til intellekt).
Jeg har svært ved at kalde denne bog for en krimi - ikke fordi den ikke er det, men derimod fordi den på den ene side er så meget en krimi, men på den anden bare overhovedet ikke kan beskrives med et ord så simpelt som 'krimi'.
Som sagt er det en indviklet bog, men den har været vild interessant at læse, og jeg sender min anmeldelse ud med en varm anbefaling om at læse den!
Tak til forlaget Modtryk for anmeldereksemplaret.