top of page
Forfatters billedeKaroline Bloch

Næslandet 1 - Legenden om Querqus Skjoldet, af Eva Egeskjold


På sin 14 års fødselsdag skal Oona indvies - nøjagtig på sin fødselsdag, faktisk.

Uden at ville det bliver hun hevet ud på et eventyr takket være en gammel profeti hun ikke engang kendte til.


Radixfolket er hvad man kan kalde Næslandets ærkefjender. Længe har der været stille krig mellem dem, men først da det kongelige barn Ceinwen bliver kidnappet bryder helvedet løs.

Oona bliver trukket væk fra hendes landsby med veninden Linn, familien og selvfølgelig Racnar - drengen, Oona måske en lille smule indrømmer er ret så sød når det kommer til stykket.

Sammen med prins Marck og Stigandir skal hun besøge dronningen Ingaea af Næslandet for at høre om profetien hun kun lige har fundet ud af overhovedet fandtes;

Til nu troede hun hun var et normalt barn. Måske lidt af en drengepige, men klar til at træde ind i det voksnes rækker.

Det viser sig dog at besejre Radixfolkets dronning, Laucili, vil vise sig langt sværere end Oona havde frygtet - og så er hun også den eneste der kan (og skal) redde verden. Det er meget pres at lægge på en der først lige er blevet Indviet samme dag.

 

Jeg er vild med universet Eva Egeskjold har skabt, og de mange væsner deri er simpelt hen bare vidunderlige. Selvom jeg ofte ønskede lidt flere beskrivelser af disse væsner - og menneskerne. Vi bliver introduceret for så mange personer, og jeg sidder bare og leder efter en stopknap. Om den nyligt introducerede mand er køn eller ej, er en mulig kærlighedsinteresse eller 80 år kan jeg ikke svare på - men personen bag udseendet er velskabt, og de har alle gennemtænkte baggrundshistorier.

Personligt synes jeg nok historien var lidt kedelig til tider; jeg savnede lidt noget mere konflikt. Jeg er udmærket klar over hvor mange problemer Oona har i bogen, men jeg synes ikke de vises nok deri - der er ingen konstant konflikt der holder læseren fanget. Jeg får lidt en følelse af, at Oona mere bare følger med i historien end at hun har en reel rolle, og bliver nødt til at tage nogle svære valg.

I det hele taget savner jeg bare dybde; i relationerne blandt de forskellige karakterer, et plot der er mere end bare det, men også er veludført.

Det er virkelig en skam, for udover det er bogen virkelig god - og jeg er ikke i tvivl om at Eva Egeskjold er i stand til at få de ting jeg i bogen har været træt af op og køre. Hun er en fantastisk forfatter, og derfor ser jeg også frem til at læse næste bog i serien, hvor hun forhåbentligt har udviklet sig lidt på de områder.

Bogen er ment som YA, men jeg mener godt nogle lidt yngre læsere også kan komme på banen her.

Tak til forlaget Andersen & Vig for anmeldereksemplaret.

bottom of page