11 unge, hver især med hemmeligheder der tynger dem. Deres liv er vidt forskellige, men måske kan hemmelighederne alligevel flette dem sammen.
11 unge med 11 hemmeligheder hver især - hvem ved, måske har de mere til fælles end de troede. Ellers er det eneste der binder dem sammen byen Læ i midtjylland; en lille flække de fleste mener er det tætteste man kommer på et beboeligt hul.
Men ikke XXXX. Hun hører hvordan veninderne snakker om at komme væk, drømmer sig til en fremtid langt borte fra gylletanke og et homogent samfund, men vil selv allerhelst blive i Læ. Være frisør og slå sig ned, få en hund og en kat, måske endda en mand. Det er hendes hemmelighed.
Desværre er ikke alle hemmeligheder lige så uskyldige.
Vi følger både Mads der er ude når ulven hyler med ikke hører den og 'Ulvetøz', som stort set altid har fokus på det majestætiske dyr.
Den rige/den fattige, den populære/den mobbede, vi følger modsætningerne i det lille samfund der ellers virker så ensartet.
Alle historierne tager vigtige emner op, og alle er relevante, men jeg havde lidt svært ved at finde en rød tråd. Det var mere fortællinger om 'her har vi en pige. Hun føler sådan og sådan, og sådan er hendes liv. Nu har vi så en anden pige'. Med det mener jeg, at jeg ikke følte at jeg nåede at få et bånd til nogen af dem - ikke kun på grund af hvor kort vi hører om den, men også fordi vi får at vide direkte hvad de tænker og føler. Du har måske hørt om 'show, don't tell', og jeg tager mig selv i at ønske Anders Johansen også havde. Vi ved ikke hvordan X reagerer, når han/hun er ked af det, føler sig presset eller er glad - kun at vedkommende er det. Det synes jeg personligt er lidt en skam, især fordi man oplever hvor godt det fungerer for rigtig mange forfattere.
Til gengæld kan jeg godt lide selve ideen med at følge 11 unge fra samme lille by, unge der sågar kender hinanden, men stadig har vidt forskellige problemer - men stadig flettes sammen i sidste kapitel.
Det fungerer vildt godt, selvom jeg godt kunne have ønsket mig lidt mere af en grund for at lige præcis de 11 personer blev valgt.
Til gengæld har Anders Johansen fuldkommen styr på at få indfanget en stemning eller atmosfære og skrive den ned så vi læsere får følelsen af at være med. De unges sprog er realistisk og tilpasset de enkelte personer, hvilket virkelig er med til at gøre bogen til hvad den er.
Jeg vil nærmest anbefale bogen, blot så der er flere der kommer ind og ser hvor dygtig Anders Johansen er på det felt.
Jeg tror bogen havde været helt perfekt at læse for måske 5 eller 10 år siden, men den er nok en smule gammeldags i dag. Om Anders Johansen vitterligt ikke ved hvor anderledes unges liv er i dag eller om det er et bevidst valg at ignorere det ved jeg ikke, men det er værd at nævne.
Tak til forlaget Modtryk for anmeldereksemplaret.