Amina bliver fundet død, Robin ved noget om det men kan ikke finde ud af at sige det, Mikkel bliver afhørt og Inga der er hovedkuls forelsket i ham, har taget det på hende selv at bevise hans uskyld.
Amina forsvinder, og da hun igen findes er kun hendes lig tilbage. Aminas fætter Robin er traumatiseret efter hvad han end har set, men det kan være svært for en udviklingshæmmet at beskrive, hvad der er sket. Robins bror Mikkel bliver uvilligt hevet ind i sagen, og med ham Inga, som han mødte i Oslo og som har forelsket sig i ham.
Mikkel og Robin bor begge ved deres mor, men hun har ikke tid til meget andet end hendes arbejde som kunstner og Robin, hvilket efterlader Mikkel til at tage sig af Robin når hun ikke kan, uden selv at få meget opmærksomhed.
Da Amina forsvinder (og bliver fundet igen), bliver de tre andre unge hevet med. Robin som et potentielt vidne, Mikkel som mistænkt, og den jurastuderende Inga der tager det på sig selv at køre Mikkels sag og bevise hans uskyld.
Sådan bliver de fire hovedpersoner introduceret i Torkil Damhaugs seneste krimi.
Den starter hårdt ud, hvor læseren hører om mordet - i detaljer - og derefter, når Torkil først har fået vores opmærksomhed, hører vi om Mikkel og Robins hverdag, der selv efter Robins oplevelse er forholdsvist afslappet.
Det kan jeg godt lide. Personligt fanger det mig langt mere, end hvis vi bare havde hørt om Mikkel og Robins hverdag til at starte med. Nu ved vi lige fra starten hvad vi kan forvente.
Torkil selv er pskykiater og læge, og har dermed en grundlæggende viden om emnet, hvilket sammen med hans fantastiske sprog gør ham fuldt ud kvalificeret til at skrive de psykiske krimier, han får så meget ros for.
Bogen holdt mig konstant på kanten af min stol, og den velformulerede og velskrevne tekst holdt mig siddende.
Derudover var karakterene både dybe og gennemtænkte, og man fik en følelse af, at de umuligt bare kunne være ord på sider. Torkil Damhaug skriver sine karakterer levende.
Om det har noget at gøre med hans viden om det menneskelige sind, ved jeg ikke, men jeg ville ønske at flere forfattere havde samme evne, for det hev virkelig bogen op på et helt andet plan.
Derudover vil jeg også lige kort ind på plottet, som også imponerede mig. Der var flere gange hvor jeg sad og blev overrasket, fordi jeg ellers lige troede jeg havde regnet noget ud. Endnu en fantastisk ting ved bogen.
Virkelig en genial bog, og forhåbentligt ikke det sidste jeg får lov til at anmelde af Torkil Damhaug.
Tak for anmeldereksemplaret til Modtryk.