Calluna er hendes navn. Det er navnet på en blomst, ligesom hendes mors - Brunelle - var det.
Men Calluna kan ikke huske sin mor, for hun har altid boet hos sin mormor.. Men hvor er hendes far? Hvem er hendes far? Hvad er hendes far?
Calluna bor hos sin mormor. Det har hun altid gjort. Hendes mor døde kort efter hendes fødsel, og hendes far har hun aldrig kendt.
Men de klarer det, ligesom de altid har gjort.
Sammen med hendes bedste veninde Line begynder Calluna - eller Luna, som Line kalder hende - på deres nye skole. Lektier, nye veninder og drenge bliver en del af deres hverdag.
Især en dreng, Alexander, har Callunas opmærksomhed - måske fordi hun også selv har hans.
De finder hurtigt sammen, men da de en dag er på Callunas værelse og han ikke helt forstår betydningen af nej, sker der noget.
Han forsøger at røre Calluna, men får stød.
Dette gentager sig, og pludselig sidder Calluna tilbage og undrer sig over hvorfor han pludselig styrtede ud af døren.
Men Luna er ikke helt alene. Hun har sin internetven, Lukas, som pludselig kommer på besøg og afslører noget. Han har en hemmelighed. Han er ikke menneske, og det tror han heller ikke på at Luna er.
Men hvad er Luna så?
For at finde ud af det, bliver hun nødt til først at finde ud af, hvad der skete dengang med hendes forældre.
Hvem var hendes far... Og kan det passe at han dræbte hendes mor?
Med hensyn til plottet er jeg lidt splittet. Som sådan synes jeg faktisk plottet er rigtig godt, men jeg synes ikke helt det er ført ud i livet optimalt. Der går lang tid før man får en ide om, hvad bogens handling konkret er, og der blev jeg desværre lidt skuffet. Ikke fordi det ikke var et godt plot - for det var det - men fordi, jeg virkelig føler at den vigtigste problemstilling i bogen bliver totalt afsløret ved titlen.
Beskrivelserne er desværre ikke noget at råbe hurra for. Jeg har ærligt talt stadig ingen anelse om, hvordan Calluna ser ud.
For eksempel på side 21, hvor Calluna og Lines nye lærer skal beskrives:
"Jeg slappede af. Hun virkede rigtig sød, men samtidig som en man kunne have respekt for."
Der ville jeg nok anbefale Jette Kjær Petersen at lege lidt mere med sproget. I stedet for at sige 'jeg slappede af', så prøv med noget, mere i retningen af 'jeg kunne mærke min ellers anspændte krop slappe af som Helene fortalte om planerne for det kommende år' eller noget andet lidt mere billedligt. Derudover er der også mange 'sagde hun', 'sagde han' deri, hvor det kunne havet være rart med et par forskellige synonymer smidt ind en gang imellem. 'Foreslog hun', 'nævnte han', 'spurgte hun', 'mumlede han' og så videre.
Men det er trods alt bare min personlige mening, og hvad jeg ville have foretrukket.
Det er en meget 'simpel' bog, hvilket jeg faktisk godt kunne lide. Følelserne er meget ligetil, og der er ikke alt for meget man konstant skal undre sig over og tænke på, hvilket gør at det er en bog man kan få lov til at slappe af med og virkelig bare geare ned med.
Ikke årets bog, men bestemt ikke dårlig, og jeg vil også anbefale den til mange - ikke alle, men mange.
Tak til forlaget EgoLibris for anmeldereksemplaret.