top of page
Forfatters billedeKaroline Bloch

Amerikansk olie, af Steen Langstrup


20 korte noveller er at finde i denne bog, hver og en tankevækkende og velskrevet takket være forfatteren Steen Langstrup, hvis fantastiske skrivestil har sat sit præg på disse bevægende historier.


I første historie (Amerikansk olie) får vi fortalt historien om en dreng der vil hævne sig, straffe dem, der fortjener det.

I anden Morten, som er til familiefødselsdag med hans forslåede ansigt og sin families alkoholiserede samtaler og dømmende snakke.

I tredje møder vi en en udenlandsk kvinde der nu er fanget på Københavns gader med hendes slemt syge barn.

Som du kan høre er historierne vidt forskellige; de varierer imellem fortællinger om folk såsom Finn (Den store gevinst) der sidder på en bænk og drikker papvin med hans hund, Chip, til historier om folk der har Audi'er parkeret i garagen.

Til fælles har de dog alle en rød tråd; noget, jeg ville definere som næstekærlighed, eller nærmere mangel af samme.

Før jeg modtog denne bog havde jeg (desværre) ikke hørt om den, men med det samme gik jeg ind og så til min store glæde af den fra de flestes sider havde fremragende anmeldelser. Og nu da jeg selv har læst den, kan jeg konstatere at de så sandelig er velfortjent! Det er længe siden jeg sidst har læst så simple historier der har berørt mig så meget, og hvis det var op til mig var mindst et par af historierne fast pensum på alle skolers skema.

Da jeg læste 'Vinter i København' sad jeg med en frustration over at ingen hjalp den stakkels kvinde, der tydeligvis havde så desperat brug for det. Ofte når man hører om folk der kommer ind i Danmark, hører man det fra de (host host småborgerlige;)) danskeres side; de kommer her udelukkende for at misbruge alt vi har at byde på, og hvis de lider er det helt og holdent både deres egen skyld og deres eget ansvar.

Sådan er disse historier ikke.

Vi får fortalt at kvinden er kommet til Danmark ulovligt og i håbet om at finde guld, men alligevel ender jeg personligt ikke med en følelse af at de burde 'tage tilbage til hvor de kommer fra', en populær mening for tiden, men tværtimod en følelse af at have bedre forståelse for hvad der foregår og et større indblik.

Jeg er taknemmelig for at have læst denne bog, og vil med sikkerhed i stemmen anbefale den til enhver der kunne have interesse i den. At læse den har været en oplevelse, og derfor vil jeg ikke skrive mere; hvis du selv vil opleve den må du ud og skaffe den;)

Tak til forlaget 2 feet entertainment for anmeldereksemplaret.

bottom of page