top of page
Forfatters billedeKaroline Bloch

Shitstorm, Kristoffer J. Andersen


Jonas bliver general i ReFA i troen om, at han hjælper de uretfærdigt behandlede børn og unge, der ikke selv har en chance.

Men det viser sig hurtigt at han havde historien bagvendt: ReFA er ikke, hvad han troede.


Jonas tager i skole med Anton og bruger sine dage på at forsøge at forblive usynlig.

Indtil Anton en dag bliver ydmyget offentligt.

Jonas ved hvad han skal gøre, og hurtigt får han drejet sagen, så den populære dreng bliver kendt som 'lorte-Benjamin' og bliver nødt til at skifte skole.

Jonas troede, det var enden på det, men han bliver opsøgt af Martin fra ReFA: Retfærdighed For Alle.

ReFA har over 75.000 meniger og generaler over alt.

Generaler er dem, der planlægger hvordan retfærdighedsmissionerne skal udføres, og meniger er dem, der støtter op om hvad de bliver bedt om.

Ved hjælp af ReFA kan en uskyldig dreng komme tilbage i skolen, en pige kan få de sko butikken nægtede at bytte til et par nye og en anden kan købe den taske de ellers ikke ville sælge hende.

Gratis pizza, fester, piger og magt er alt en del af ReFA-oplevelsen, som det også går op for Jonas.

Men som ny general går det hurtigt op for ham, hvad magt på internettet er - og hvad ReFA virkelig er.

 

Jeg må indrømme at jeg blev overrasket over denne bog. Jeg havde regnet med en god bog, men ikke med et så veludtænkt plot med så meget spænding proppet ind i.

Blandt andet på grund af forfatterens alder regnede jeg nok med at sproget ville være lidt 'off', hvilket jeg skal være ærlig og sige, at det til tider også var - ingen bruger ordet 'nedern' så meget, og slet ikke i 2018 - men overraskende nok generede det mig ikke så meget, som jeg havde forventet.

Selvom Kristoffer J. Andersen ikke længere selv er ung, og heller ikke kender det nutidige slang, er han tydeligvis stadig i stand til at skrive ungdomsbøger - og så endda gode ungdomsbøger ;-)

Jeg har før læst bøger af ham, blandt andet 'Operation: Blå Beluga', men denne her er klart min favorit.

Plottet er mere nutidigt og mængden af spænding er skruet op, hvilket jeg personligt nød helt vildt.

Jeg elsker ReFA og karakteren Martin - Martin der (spoiler alert) går i hvidt og vil hjælpe de uretfærdigt behandlede, men samtidig ender med at være meget mere end hvad han først viste.

Jeg vil ikke gå for meget ind på plottet, da jeg hurtigt kan komme til at afsløre noget, jeg ikke skulle have afsløret, men jeg vil alligevel sige dette: genialt. Så veludtænkt et plot finder man sjældent i selv krimibøger, og jeg elskede at læse det.

Derudover føler jeg også at Kristoffer J. Andersen har en forståelse mange voksne mangler, omkring hvor magtfuldt internettet kan være. Man hører forholdvist ofte nævne, at man jo bare kan slette billedet eller kommentaren igen, og det da var meget værre hvis man mobbede 'irl' - altså 'in real life'.

Men sådan hænger det ikke altid sammen længere, og det varfedt at se de unges meninger og holdninger blive præsenteret så flot af en, jeg som udgangspunkt ikke ville have troet ville kunne forstå det. Bogen viser virkelig, hvad magt på nettet er, og hvor nemt man kan ødelægge nogen ved hjælp af det - og sætter dermed også fokus på flere seriøse emner såsom mobning på internettet, internetsikkerhed, mobning generalt og så videre.

Alt i alt en virkelig fed bog jeg helt klart vil anbefale.

Tak til forlaget Tellerup for anmeldereksemplaret.

bottom of page