Maria og hendes familie er perfekt. Hendes mand tjener godt, træner meget, hun har tre smukke børn og sammen bor de i deres store villa.... Det er bare ikke så fedt når ens mand har besluttet sig for at sove i et trykkammer i garagen og ens eneste håb for et godt sexsliv er med andre
Maria er forbi 45, men ser stadig godt ud. Det lægger flere mærke til, især unge Nikolaj som ugentlig forsikrer hende om at det er denne uge, han nok skal få hende.
Det er da også flatterende, specielt fordi mange af Nikolajs jævnaldrende har øje for ham; men han blikket rettet mod en hvis moden kvinde.
Men det kan (selvfølgelig!) ikke blive til noget, for Maria er jo gift med Jakob. Sammen bor de i deres villa med Katrine, Ida og Pernille. Selvom Pernille faktisk altid er sammen med kæresten Philip, Ida altid har næsen i hendes telefon og Katrine synes hendes mor er både dum og ond; en populær mening blandt de tre søskende.
Heldigvis har Maria jo så til gengæld Jakob at støtte sig op af. Eller, det vil sige, ikke de seneste 9 måneder hvor han har haft travlt med at træne til hans ironman, og hun får nok heller ikke meget at se til ham de næste to måneder da han har købt et trykkammer han skal sove i ude i garagen, men udover det er alt jo i skønneste orden, ikke?
Sjældent har jeg så lave forventninger, og ender med at blive så imponeret! Nogle forfattere ved man kan deres kram, men jeg havde svært ved at forestille mig at en 48 årig mand ville være i stand til at portrættere en kvindes tanker så vel. Jeg er dog glad for at være bevist forkert i denne sag, hvilket jeg da i den grad er blevet.
Familierne i bogen er meget typiske. Du kender jo typen; dem, bag den perfekt slåede hæk med de to biler og de mange Kähler vaser i vinduerne. Her går forfatteren ind og bevidst provokerer de såkaldte 'kernefamilier'. Som det også bliver nævnt i bogen af en af Marias veninder, vil der trods alt altid være små hemmeligheder.
Bogen handler i starten mest om det dilemma Maria sidder i; hun får at vide at have en elsker faktisk vil forbedre alting, men hun vil gerne være hendes mand tro. Jeg tror det er en følelse, mange kvinder (og mænd) sidder med. Man vil gerne gøre det rigtige, det vil Maria i hvert fald, men det virker som om hun føler sig ensom. En mand, der måler hans puls når de en sjælden gang i mellem er i seng sammen og tre børn der aldrig har tid (eller lyst) til at bruge tid med deres mor, som intet kan gøre rigtigt.
En ting ved bogen der generede mig lidt, var hvordan alle deri talte på præcis samme måde. Bruger samme udtryk, blander engelsk ind i det danske sprog og så videre. Sjældent møder jeg en familie hvor både forældrene og børnene taler på stort set samme måde. Jeg er selv 16 og er allerede forvirret over de mange udtryk ungdommen bruger (såsom forkortelser ('smh', 'kmn' osv) udtryk som 'fedtet rotten' og i det hele taget bare sproget), og jeg har svært ved at forestille mig en typisk dansk familie der er så meget på bølgelængde.
Udover det, er der også hvordan forfatteren VIRKELIG tit skriver med STORE bogstaver i ord der lægges tryk på. Som sådan har jeg ikke noget imod at han gør det, og jeg mener også at det kan have en positiv effekt på forståelsen af bogen og opfattelsen af talen, men til tider synes jeg det gik lidt over gevind.
Men, det sagt, Mikkel Jønsson er forfatter, og som alle andre forfattere har han lov til at udtrykke ham som han vil og udfolde sig kreativt hvordan han end synes er bedst/mest passende, jeg kommer blot med en observering fra min side:)
Alt i alt er bogen helt igennem fantastisk, og jeg kan ikke vente med at høre mere fra Mikkel Jønsson!
Tak til forlaget EgoLibris for anmeldereksemplaret.