Henry Dunbar, forhenværende magtikon og nuværende gammel tosse - det er i hvert fald det, hans to døtre Megan og Abby bilder folk ind i håbet om selv at kunne overtage Dunbar imperiet.
Henry Dunbar er sådan cirka en af de mest magtfulde mennesker du kan møde. Det var han i hvert fald indtil han blev sendt bag lås og slå af sine to ældste døtre. Abigail og Megan har i samarbejde med dr. Bob fundet en 'løsning' på deres 'problem'. Henry har indtaget medicin der fremkalder paranoide tendenser i troen at det skulle hjælpe med selv samme symptomer.
Dr. Bob er både forræderisk og en løgner, og med begge døtre seksuelt interesseret i ham - gerne på samme tid, og gerne hårdt - overlever han hovedsageligt på smertestillende medicin.
Men selvom Henry er gemt væk er han ikke alene. Han bliver holdt selskab af blandt andet Peter Walker; en skuespiller der kan spille stort set roller men den, han er født som.
Sammen beslutter de to sig for at stikke af. Ledsaget af en ældre kvinde der nok er det, man ville kalde 'skør' og Henry Dunbars kreditkort - det, hans døtre endnu ikke har fået fat i - begiver de sig på flugt, efterfulgt af holdet der udgøres af Abby og Meg.
Hele familien har dermed et mål; Abby og Meg vil finde deres far og sikre sig at han ikke slipper ud igen, Florence vil finde sin far før hendes halvsøstre formår at gøre det og Henry? Henry vil vinde sit imperium tilbage.
Sjældent finder man en bog så sort, og så fantastisk.
Den er i sandhed deprimerende; hovedpersonen har mistet alt, hans bedste ven (der er en af de sjoveste karaktere, hvis du spørger mig) er en dedikeret alkoholiker og de to ældste døtre er nok lidt.. Alternative på nogle punkter.
Karakteren vi læsere kan finde fodfæste i, må nok være Henrys yngste datter og Meg og Abbys halvsøster; Florence. Hun er nok det tætteste man kommer på en sund, stabil, karakter i bogen, for så fantastiske som alle karakterene er, er det nok ikke lige de ord jeg ville sætte på dem.
Selvom Abigail og Megan begge er utrolig interessante karaktere, er det jo selvfølgelig både gode og dårlige ting ved dem.
Det dårlige må nok være den sex, de har med dr. Bob - selvom det er virkelig godt for plottet, synes jeg nogen gange det går lidt for vidt. For eksempel bliver en af dr. Bobs brystvorter bidt af, og han må sy den på igen på badeværelset - hvorefter den bliver bidt af igen.
Kender I det med at man læser en bog, og derefter sidder og føler man har fået lidt for meget indsigt i forfatterens... Lidt mere private lyster?
Sådan har jeg det lidt efter at have læst den.
Men selvom jeg sidder med den følelse, kan jeg godt se at det også gør noget godt for historien, og det tilføjer utrolig meget til pigernes profiler.
Jeg kan bare ikke lade være med at undre mig over at det ikke er mere detaljeret beskrevet. At få bidt sin brystvorte af må da gøre ondt? Og det kan da heller ikke ligefrem være let sådan at bide igennem hud på den måde? Hvis det var mig der stod i den situation ville jeg nok have mere fokus på blodet og smerten end mine fremtidige planer, men sådan er vi vel så forskellige - for blodet bliver faktisk knap nok nævnt.
Men derudover er bogen helt igennem perfekt. Humoren er satirisk, gennemborende og deprimerende på den helt rigtige måde, plottet gennemtænkt, historien fangende og selve bogen er så velskrevet at jeg vil gå så vidt som at kalde Edward St Aubyn nutidens største konkurrent mod Shakespeare.
Tak til forlaget Modtryk for anmeldereksemplaret.