Résidence Sans Souci er et pensionat placeret kort fra Nice i Frankrig.
Her kan man tage hen for at glemme ens problemer og hverdag... I hvert fald prøve på det.
Den kreative Gertrud Besse tager år efter år imod de forskellige gæster der i deres ferier bruger deres tid på Résidence Sans Souci.
Hver især har de historier og liv, der bliver blandet ind i hinanden som tråde.
Det skal vise sig at, som der også står på bagsiden: En ferie er ikke altid lutter lune nætter og kold hvidvin.
Min første kommentar: miljøerne er beskrevet SÅ godt, alle sanser bliver taget i brug. Det gør læseoplevelsen til noget helt specielt, og man får virkelig en følelse af at være med.
Noget der undrede mig lidt; hvorfor - er - dialog - skrevet sådan - her? Allerede fra starten var det noget der undrede og forvirrede mig. Allerede på side 10 synes jeg det begyndte at tage lidt 'overhånd'. Dette er hvordan en bøn ser ud i Susanne Højstings stil:
"Hun folder hænderne og hvisker:
- At tro er at komme til det - der er større - end vi kan forstå - Guds rige - som Kristus - har åbnet i dagen for os - som er små"
Om hun har haft en kløgtig bagtanke kan jeg ikke fortælle, men hvis det er sagen, er den i hvert fald ikke ført ud i livet helt fejlfrit.
Derudover synes jeg dog bogen er rigtig god.
Jeg havde lidt svært ved at blive fanget af den, og det var med besvær jeg kom igennem den - men det er ikke bogens niveau, den var gal med, det er blot mine personlige præferencer der nok ligger lidt et andet sted.
Men sådan er det, og det er heller ikke fordi jeg herefter sidder og tænker 'det var fandme spild af tid' - for det var en god bog, og det var en oplevelse at læse den, så jeg vil stadig anbefale den til rigtig mange.
Tak til forlaget Skriveforlaget for anmeldereksemplaret.