Ordet 'silo' har ifølge Den Danske Ordbog to betydninger:
1; En høj, cylinderformet bygning hvori korn og andet gemmes til fremtidig brug.
2; Høj beboelsesejendom; højhus.
I Hugh Howeys Silo serie er en silo begge dele på samme tid.
For det meste går livet i siloen gnidningsfrit. Mekanikerne nede på de nedre niveauer sørger for at holde generatoren i gang og sørger for strøm til alle etager. IT på de mellemste etager holder hele maskineriet i gang og oppe på de øverste etager kan man blandt andet finde borgmesteren og sheriffen.
Sådan fungerer alt i siloen, og har altid gjort det. Hvis man da ser bort fra revolutionen, men det gør de fleste, for hvad ved de egentlig om den?
Holston bekymrer sig om sin kone, som er begyndt at gå voldsomt meget op i revolutionen (revolutionerne hvis man skal tro på hvad hun har at sige) og han frygter at hun bliver sat til at rengøre. Da hun en dag bryder sammen og tigger om at komme ud, får hun sin vilje.
Hun kommer ud i det fri; men i en verden hvor luften alene kan dræbe er det ikke noget man skal ønske. Hun når ikke længere end til bakken før hun falder sammen.
Det mest passende ord til denne bog er fascinerende. Den er i sandhed fascinerende.
Til de fleste forfattere ville jeg anbefale at give læseren mindst en karakter de kan følge fra starten, som de kan have fodfæste ved. Men få forfattere kan elegant snoge sig omkring denne regel. Her snakker vi om dygtige, dygtige forfatter; folk som Stephen King. Og folk som Hugh Howey.
I løbet af bogen skifter vi fra at følge Holston til Jahn til Juliette og så videre. Og på en eller anden måde formår Hugh Howey at skrive det så godt, at man ikke mærker noget. Man opdager knap at det sker, men pludselig følger man en ny karakter - og det er okay.
Derudover viser det også at bogen som sådan ikke handler om en person, men om selve siloen. Hvilket også er godt, fordi selvom karakterene er virkelig velskrevede ville de over 600 sider bogen er på, være for meget.
Og nu vi er inde på sidetallet. Da jeg først hørte om bogen tænkte jeg, at den lød interessant, og da jeg modtog den tænkte jeg (undskyld mit sprog) fuck. Som boganmelder har jeg mange bøger at læse, og med viden om at man har to bøger mere der skal læses før slutningen på ugen kan det være ret stressende at skulle tvinge sig selv igennem en så lang bog på så kort tid.
Men hvis den på den anden side er god, er det jo helt vildt fedt.
At læse denne bog var mere end fedt. Det var fantastisk.
Plottet er fantastisk. Fuldkommen. Faktisk vil jeg helst undgå at komme ind på det, for plottet i denne bog er noget alle fortjener at opleve på egen hånd. Så uden at afsløre noget vil jeg blot sige: helt igennem og fuldkommen fantastisk.
Hvordan sandhederne og løgnene flettes sammen er uden sammenlignelse, og jeg er mere end nysgerrig på at se mere fra Hugh Howey.
Ideen bag bogen minder mig meget om den, jeg tror har været bag 'Ilttyv' serien. Samtidig synes jeg også de fortsættende til en hvis grad har en del til fælles, men hvorimod Ilttyv er mere for unge tror jeg denne kan ramme en langt større målgruppe - både ungre og ældre tror jeg ville kunne nyde dette mesterværk.
Tak til forlaget DreamLitt for anmeldereksemplaret.