Emilie vil allerhelst bare være normal, men da hun fylder atten begynder ting at foregå, og hun bliver suget ind i en version af verdenen belolket med vølver, varulve og vampyrer.
Generte og stille Emilie er netop startet på HF hvor hun møder Marie.
Marie er Emilies komplette modsætning. Hvor Emilie er stille og inadvendt er Marie udadvendt og ikke nervøs af sig. Marie syer sit eget tøj, hendes yndlingsopholdssted er 'Grotten' - en klub for de mere... alternative, personer.
Da hun en dag overtaler Emilie til at tage med møder Emilie Sebastien der formår at få helt nye følelser frem i hende, men han er samtidig højt over hendes niveau - og har han overhovedet interesse?
Og så er der Jonas fra HF som Emilie hjælper med at læse op til eksamen, men sender blandede signaler så Emilie slet ikke kan finde hoved eller hale på noget af det.
Og lettere bliver det ikke ligefrem da hun tager til en wicca-sabbat og finder ud af at hun har kræfter hun ikke engang vidste fandtes indtil kort forinden.
Samtidig med at Emilie er en teenager med de sædvanlige kvaler er hun også meget, meget mere. Men det går hurtigt op for hende at hun må vælge et liv og lægge det andet bag sig.
Sikke mange væsener der er med i bogen. Det er lidt som om Mette Sejrbo ikke bare har udvalgt et par få ud af puljen, som de fleste forfattere gør, men simpelt hen har taget alle overnaturlige væsener og samlet dem i én bog.
Det gør bogen skideinteressant, men også til tider lidt forvirrende. Mette Sejrbo har dog gjort det rigtig godt, og hvis nogen skal skrive en bog som denne er det hende.
Jeg har før læst ting af samme genre, men ikke på samme måde. Mette Sejrbo virker ikke til at gå op i at holde sig inden for grænserne, men koncentrerer sig i stedet at få skrevet en god bog - noget man roligt kan sige lykkedes for hende.
Det er så fedt at mærke hvor meget arbejder der ligger bag bogen - jeg er overhovedet ikke i tvivl om at Mette Sejrbo virkelig har sat sig ind i tingene før hun begyndte, og det er så dejligt.
Wicca, runetegn og urter er bare nogle få at de ting Mette Sejrbo tydeligvis har sat sig ind i. Det gør bogen meget mere gennemført og - på trods af genren;) - realistisk.
Det bliver dog også til tider noget tungt - det er ikke en lærebog, og sandsynligheden for at vi læsere kan huske alle 24 runetegn, selv efter de er blevet gennemgået, er meget lille, så Mette Sejrbo vil alligevel være nødt til at minde os om, hvad det nu lige var med det symbol når de skal bruges igen.
Jeg kan godt forstå at Mette Sejrbo gerne vil dele de ting hun har lært på grund af denne bog, men mit råd ville være og gøre det lidt mere flydende.
Tænk Harry Potter bøgerne - hvis alle trylleformularene blev gennemgået på samme måde, skulle læseren være dedikeret Potterhead for at det ville fungere. I stedet har JK Rowling fordelt dem over bøgerne hvilket - ifølge mig - har en langt bedre effekt.
Desværre synes jeg dog Emilie lidt har Bella Swan Syndrom. Hun er hele bogens omdrejningspunkt, alle har interesse i hende, inklusiv de to drenge der begge udviser i hvert fald en smule interesse.
Twilight har en kæmpe fanbase, så der er ikke nødvendigvis dårligt, men personligt sidder jeg lidt med en brækfornemmelse over det.
Dog adskiller Emilie sig jo også fra Bella Swan (og dermed også Bella Swan Syndrom) ved at hun jo lige nøjagtig ikke er hjælpeløs - noget der virkelig redder bogen for mig.
Selvom det er noget jeg ikke nød specielt formåede Mette Sejrbo altså stadig at gøre bogen til en fornøjelse at læse.
Jeg kunne på intet tidspunkt regne ud hvad slutningen ville være, og selv efter jeg har læst den tænker jeg stadig på det. Jeg har brug for næste bog i serien ASAP.
Tak til forlaget DreamLitt for anmeldereksemplaret.