Den forbudte bred, af Stine Dreyer
- Karoline Bloch

- 1. jan. 2018
- 2 min læsning
Både mænd og kvinder fra klanen forsvinder. Klanens Overhoved frygter at Meira har vækket gudernes vrede, og har store problemer med at kontrollere hende.

Meira har svært ved at tilpasse sig klanens forventninger til hende. Som pige har hun ikke meget at skulle have sagt, og hendes fremtid som mediciner er allerede fastlagt.
Meira ved at andre klaner er anderledes, her kunne hun få jord, uddannelse og meget mere; alt det hun higer efter.
Da hun en dag er ude at samle bær kommer hun dog ikke bare til en anden by - hun kommer til en anden verden. En verden med evigt solskin, smagsløst mad og en verden, hvor man konstant skal frygte uhyrene.
De fleste i den anden verden har accepteret forholdene, de må leve under, men Meira er ikke som de fleste, og med en vilje så stærk som hendes samt en ustoppelig trang til at gøre præcis som hun lyster er tingene tvunget til at ændre sig.
Jeg elsker hvor rebelsk, handlekraftig og viljestærk Meira er. Det skinner igennem allerede fra første kapitel hvor hun fortæller at hun har sat et hegn op for at undgå at en anden klan stjæler deres dyr. Kallodrion svarer at hun er pige, og at dyrene dermed ikke er hendes ansvar - dyrene er mændendes ansvar.
Til det svarer Meira; "Så gør de ikke deres job ordentligt!".
Det er desværre ret tydeligt at Stine Dreyer ikke har så meget erfaring - der er mange 'begynder'fejl, man ikke som sådan kan lære, men som bare ændrer sig som man bliver en dygtigere forfatter.
Beskrivelserne af tingene i den parallelle verden er helt igennem perfekte. Som læser får man både forståelse for hvor kunstigt der på en eller anden måde er, men uden det er overdrevet. De helt ens træer, den evigt skinnende sol der altid står på himlen hjælper alt sammen med forståelsen af det, samtidig med at forklaringerne ikke er langtrukne eller kedelige.
Som de fleste forfattere har Stine Dreyer valgt at tilføje lidt romantik til historien.
Forstå mig ret, mange historier ville ikke være det samme uden, men Stine Dreyer formår ikke rigtigt at få romantikken infiltreret i historien på en naturlig måde. Hvis jeg skal være ærlig, ville jeg nok hellere have undværet det indtil Stine Dreyer har fået lidt mere øvelse.
Meira er en pissesej karakter, og jeg synes lidt det er en skam at hun ikke får lov til at vise hvor fint hun egentlig har det selvom hun ikke har en kærlighedsinteresse.
Egentlig en virkelig fin og god bog, men jeg tvivler ikke på at Stine Dreyers fremtidige bøger vil blive endnu bedre.
Tak til forlaget DreamLitt for anmeldereksemplaret.
Kommentarer