"Sommeren svinder. Isen smelter. Dette er, hvad der er tilabge. Julie Kagawa"
Meghan havde troet hun nu kunne tage tilbage til hendes familie, denne gang med Ash, og forhåbentligt leve et lykkeligt liv i den menneskelige verden. Efter alt er de jo blevet forvist, og kan ikke komme tilbage til Aldrigaldrig.
Da de endelig når til Meghans gamle hoveddør for de dog en besked; Kong Oberon vil se dem.
Meghan og Ash's tid i Aldrigaldrig er ikke så ovre, som de troede, og endnu engang bliver de tvunget til at gå imod herskeren over jernriget.
Første gang troede ingen på, at jernfeyerne var virkelige, men nu har Sommer og Vinter åbnet deres øjne for farene, og det er gået op for dem at der kun er en der kan redde dem.
En halvblodstøs, halvt sommerprinsesse og halvt menneske, med kræfterne fra jernkongen. Det er i hvert fald sådan nogen ser det... Andre ser det, som et uægte barn fra en af kong Oberons ture til menneskeverdenen; hverken rigtig fey eller rigtigt mennesker, og ikke i stand til at bruge hverken sommerglamour eller jernglamour. Men hun er ikke helt fortabt! Hun har den forræderiske vinterprins ved sin side, og selveste Robin Goodfellow... Som uheldigvis også har for vane at komme i ubelejlige situationer. Udover det har hun jo også Grimalkin; en kat, som dukker op når det er belejligt og derefter kritiserer hendes forfærdelige evner inden for glamour.
Et eventyr uden lige, som vi i denne bog får lov til at følge på første række.
Hvis du har læst anmeldelserne jeg har skrevet af de to tidligere bøger i serien, ved du at jeg var utrolig imponeret over dem. Jeg kan nu fortælle, at denne bog overgår alle forventninger jeg havde. Julie Kagawa er en helt igennem fantastisk forfatter, og gang på gang formår hun at imponere mig.
Jeg synes slutningen på 'jerndatteren' var meget afsluttende, og jeg var også nysgerrig på at høre hvordan Julie Kagawa ville orme sig rundt om den slutning, og derefter fortsætte denne fantastiske serie.
Det klarede hun med bravour; starten af den tredje bog virkede meget 'happy ever after'-ish. Helt op til øjeblikket hvor vi tror, Meghan endelig får lov til at komme hjem, hvor hele den lykkelige afslutning kollapser, og giver os lov til at få endnu et eventyr med.
Ligesom de andre bøger er denne også utrolig morsom, hvilket blandt andet kan ses på side 95, hvor Ash er i gang med at lære Meghan at forsvare sig selv. Han beder hende tage sit sværd op og kæmpe med ham, og da hun nævner at hun jo ikke engang ved hvordan man holder det svarer han hjælpsomt;
""Det er nemt at holde den," Ash gled nærmere og cirklede rundt om mig som en ulv. Han pegede med en finger mod spidsen af hans klinge. "Den spidse ende skal vende fremad.""
Det er et eksempel på hvordan Ash forsøger at lære sine egenskaber fra sig til Meghan, hvilket de andre i bogen også gør. Både Grimalkin også har prøvet og Puck går også med til at undervise hende. Jeg synes det er et virkelig fedt signal at sende.
En anden fantastisk ting ved bogen er hvordan Meghan virkelig er en rollemodel på alle punkter. Hun er langt fra perfekt, og jeg elsker hvor realistisk det gør hende. Hun vil altid andre det bedste, og selvom det er nærmest umuligt beholder hun sin vidunderlige person igennem alle bøgerne, samtidig med at hendes karakterudvikling har været helt utrolig.
Hun går fra at være den lille pige, der kun vil redde sin lillebror og så hjem igen til at være en krigerprinsesse der er i stand til at lede krige og styre hele riger.
Selv efter identitetsændrende oplevelser, såsom at dræbe Machina, formår hun stadig at være kærlig og øm over for dem hun holder af.
Der er mange der mener, at hun bestemt ikke er i stand til at gøre det hun forsøger på, men det lader hun ikke slå sig ud, selv ikke når det kommer fra hendes venner (såsom Grimalkin, som altid er gavmild til at dele ud af hans mange bidende kommentarer) men også når de kommer fra hende selv.
I løbet af bøgerne kan man også høre hvordan hendes sprog ændrer sig gradvist. Hun går fra at bruge menneskelige udtryk såsom 'fuck' konstant, til at skifte nogen af dem ud med "Jeg skreg som en banshee i en rutsjebane" (eksempel taget fra side 246).
Der kan man både følge karakterudviklingen, men også hvordan hun accepterer at Aldrigaldrig er hendes hjem.
Hvis jeg skulle komme med et kriterie for en god bog, ville det være at den skulle få en til at føle noget; hvilket denne helt klart gør. Ikke kun fik den mig til at grine, men jeg sad flere gange og blev helt trist over de ting, man vidste blev nødt til at ske. Hvordan hendes venskab med Puck bliver sat på pause da hun har forladt Aldrigaldrig i den anden bog er jo helt igennem hjerteskærende!
En helt igennem fantastisk serie, som jeg i sandhed håber ikke er helt slut endnu.
Tak til forlaget HarperCollinsNordic for anmeldereksemplaret.