Meghan er fanget på dronning Mebs slot takket være hendes løfte til Ash der nu er indfriet. Ash, som hun egentlig havde troet holdte af hende, men som nu opfører sig så kold som man kan forvente af en isprins.
Da kong Oberon kommer for afleverer scepteret til vinterdronning som traditionen følger, har han planer om at tage hans datter, Meghan, tilbage til hans sommerrige hvor hun hører til, og har sin plads som prinsesse. Hvad han ikke vidste var, at Meghan ikke er der imod sin vilje; hun indgik en aftale med prins Ash, og i Aldrigaldrig er løfter ikke noget man bare lige bryder.
Da kong Oberon atter tager tilbage til hans eget rige, tilbyder Sage at han og Meghan kan gå en tur sammen. Først tvivler hun; han er bror til Rowan og Ash der har tortureret hende lige siden hun ankom, men hun ender med at gå med.
Den kongelige familie har besluttet at scepteret er mere sikkert væk fra festlighederne, og siden det kun er folk af kongelig arv der må vogte over det, står Sage for den første vagt.
Da de er på enehånd advarer han Meghan imod hans brødre, og fortæller at deres had stikker langt dybere end hun ved. Før han kan forklare yderligere trænger Jernfeyerne ind og tager scepteret - efter at have dræbt Sage.
Hurtigt er Ash der, og prøver at forklare Meghan at det alt var skuespil, at han aldrig havde lyst til at behandle hende sådan. Meghan tvivler, tvivler længe nok til at Rowan kan nå at afsløre at han hørte det hele.
Dette tvinger endnu engang Ash og Meghan ud på en færd igennem Aldrigaldrig; denne gang på jagt efter scepteret, Vinterdronningen tror Sommer har stjålet og dermed startet en krig. Det giver Jernfolket ro til at samle tropperne og forberede deres angreb; det angreb hverken Sommer eller Vinter forventer eller er forberedt på.
Kun en ting kan rede Aldrigaldrig; at finde scepteret og aflevere det tilbage.
Allerede fra linje et bliver læseren fanget af denne fantastiske historie, takket være Julie Kagawas fantastiske evner som forfatter.
De karakterer hun har skabt har jeg før været imponeret over, men det er tydeligvis ikke ovre endnu. Alle som en har de skjulte motiver, og det er svært at vurdere deres intentioner. Ingen er med i historien, bare for at være fyld, og du kan være helt sikker på at hvis deres navn først er nævnt en gang, skal de nok komme op igen.
Udover det formår hun også at skabe en balance mellem Ash's hårde og bløde side, så de kan være der på en gang uden at det virker underligt.
Karakterenes udvikling er meget flydende, hvilket man blandt andet kan se på Jernhest. I første bog forsøgte han at dræbe dem, og efter det meget pludselige skift hvor han alliere sig med dem kommer han side for side længere væk fra 'fjende' og tættere på 'ven'.
Jeg må dog også sige, at jeg synes til tider den går en smule stærkt. Der skal hele tiden ske noget, hvilket da også er fint, men det kan til tider være lidt svært at følge med.
Til gengæld er der som sagt masser af ting der gør op for det. Der er blandt andet hvordan vi løbende får ny information istedet for pludselig at få fem sider med ny viden, og derefter 100 uden. Det er fordelt fremragende over bogen, hvilket er endnu en ting ved bogen jeg godt kan lide.
Mange fantasy bøger har det med at virke umulige. Lige så snart man hører hvad de er i stand til, og hvad de er oppe imod har man lyst til at lægge bogen fra sig; men ikke her. Naturligvis er de udfordringer de er oppe imod store, og virker besværlige, men man får ikke følelsen af at hvis de klarer det, er det fordi forfatteren er urealistisk.
Relationerne i bogen er helt igennem fantastiske! Ikke kun har vi Ash og Meghans ulykkelige kærlighed, men vi har også forholdet imellem Meghan og Oberon, hvor der også er en hel del at tage fat i.
Desværre bliver anmeldelsen for lang hvis jeg nævner alle de relationer der er i bogen, og hvorfor jeg elsker dem hver især så meget, så derfor vil jeg kun nævne dette ene;
Ash og Pucks forhold er meget baseret på 'fjender der skal være venner', men man får slet ikke følelsen af at det er gammelt matriale; tværtimod.
Sygeplejersken der passer Ash efter hans jernsyge siger på side 297;
"De er enten bedste venner eller værste fjender, jeg kan ikke afgøre hvilket."
Det synes jeg beskriver deres forhold rigtig godt, da de jo ikke går glip af en mulighed til at bebrejde hinanden eller slås, men alligevel holder af hinanden.
Ligesom den første bog er denne naturligvis også sjov. Der er utrolig mange skønne momenter, men et mere betydningsfuldt kan findes på side 219, efter Pucks og Meghans store kyssescene, hvor Grimalkin siger:
"Hvis I absolut skal gøre det der, vil I så ikke lade være med at mosle sengen så meget?" og følger op med; "Måske kunne I rulle rundt ned på gulvet."
Da Puck nævner at han hader katte, vælger Grimalkin at svare med "Du skal ikke bebrejde mig, Goodfellow ... Jeg lå og passede mig selv, længen inden dig og prinsessen begyndte at humpe som kaniner."
Andre ting værd at nævne ved den scene, er hvor velskrevet kysset er. Julie Kagawa formår virkelig at få læserens følelser frem.
Udover det er det også et lille eksempel på en tastefejl; da Grimalkin foreslår, at Ash og Meghan jo kan rulle rundt på gulvet i stedet for, bliver der skrevet 'ned', i stedet for 'nede'.
Det sidste jeg vil skrive, er et citat fra side 225:
""Vent et øjeblik," advarede jeg og lagde en hånd på hans bryst, "Det lyder frygteligt risikabelt. Ved vi ikke engang, om vi kan komme op til niogtyvende etage? Hvordan er det god planlægning?"
"Niogtyve komma fem," rettede Puck mig. "Og det er det ikke. God planlægning, mener jeg" hvorefter Puck forsikrer Meghan om at det nok skal gå, siden hun jo har Robin Goodfellow med sig.
Tak til forlaget HarperCollinsNordic for anmeldereksemplaret.