Joel bliver tvunget tilbage til sin hjemby da hans mor bliver dement og der ingen andre er til at tage sin af hende.
Da Joels mor bliver sat af på plejehjemmet går det dog op for ham at dette er mere end bare alderdom og demens - der er noget overnaturligt på spil.
Efter tyve år væk vender Joel tilbage til sin hjemby hvor moderen Monica bor. Monica er dement, og det er ikke let for nogen. Heller ikke Joel der som (tidligere) stofmisbruger hverken har overskudet eller energien til at passe hende, selvom han forsøger.
Derfor bliver Monica afleveret på plejehjemmet Fyrreskyggen; et sted man ifølge Joel ikke kommer ud fra i live.
Det er lang tid siden Nina sidst har snakket med Joel, men hun frygter at når hans mor flytter ind på Fyrreskyggen - hendes arbejdsplads - bliver det umuligt at undgå ham.
Men hun kender trods alt Joel, og da hun får at vide at der er en teori om at han var fuld da han var der for at aflevere sin mor, ved hun at han næppe kan have ændret sig meget.
Hvis hun bare holder sig væk fra ham de første par gange han er på besøg bliver hun ikke nødt til at møde ham, da det højst sandsynligt også bliver de sidste.
Sidste problem er Monica. Vil hun genkende Nina?
Men Monica er dement og husker ikke mange ting. Nogle ting er dog tydeligere end man kunne forvente - for eksempel hendes afdøde husbond der ifølge hende selv ofte er på besøg.
Da Monica begynder at sige forfærdelige ting om både Joel, Nina og de andre plejere - ting hun ikke burde vide, ting hun ikke kunne burde vide - går det op for Nina og Joel at det måske ikke kun er demensen der spiller ind.
Noget ved bogen jeg direkte elskede var alle de små hints man som læser får om at der er noget her, som vi ikke ved endnu. Det er blandt andet det, der gør Mats Strandbergs bog så svær at lægge fra sig.
Det er første bog jeg læser af Mats Strandberg, og derfor havde jeg ikke mange forventninger. Det er jo en gyser, men jeg havde tillid til at Mats Strandberg kunne skrive en sådan bog - han har jo efterhånden fået et ry som en der er i stand til det.
Umiddelbart virkede den ikke fra første side som en gyser - ubehagelig, ja, men gyser? Nej.
Men når man så sætter sig til at læse den sker der noget man slet ikke lægger mærke til, og pludselig sidder man der klokken to om natten med vidt åbne øjne og kan ikke lægge den fra sig.
Det er det, en god forfatter skal kune, og det kan Mats Strandberg i den grad.
Derudover viser det jo også at han har evnen til at nå ind til sine læsere på et dybere niveau end bare ved at skrive ubehagelige situationer.
Vi får jo egentlig først bare at vide (spoiler alert - kig væk;-)) at Joel og Nina har været bedste venner. Hvorfor er det så uhyggeligt?
Jeg kender ikke svaret, og måske er sandheden at det egentlig ikke er så skide uhyggeligt, men Mats Strandberg træder igennem som det geni han er og gør det langt værre - på den helt rigtige måde.
Alt i alt et fremragende bud på en fantastisk gyser, og jeg vil frygte Mats Strandbergs næste bog.
Tak til forlaget Modtryk for anmeldereksemplaret.