Karen er en tjenestepige hvis dage alle går med at malke, spinde garn og hvad madmoder ellers finder på.
Karen har et stille og roligt liv - indtil hun møder Daniel, der vender op og ned på alting.
Som tjenestepige i 1731 har man ikke meget at skulle have sagt, og hverdagen går med at følge ordrer og tjene familien hvordan de end ønsker det.
Det betyder at Karen Jensdatter bruger hendes dage på at malke køer, vaske tøj, spinde garn og delvist lære lille Katrine hvordan man bedst tjener familien.
Sådan går Karens dage. Der sker sjældent noget anderledes, og når der gør er det at pastoren kommer på visit for en kop tes skyld. Efter et uheld år tilbage, undgår hun helst at more sig med de andre børn.
Som alle de andre hører hun skræmmehistorier om ellepigerne og værst af alt - Ellekongen. Et væsen der kan lokke dig til hvad som helst, og kun kan genkendes på den hullede ryg.
Da Karen en dag møder en fremmed dreng hvor Ellekongen efter sigende holder til har hun intet valg men at bekymre sig. Er han en gemen hestetyv eller er han noget andet?
Der skal ikke gå længe før Karen ser ham igen, og pludselig er han en fast del af hans hverdag - men hvad vil han?
Jeg må indrømme at jeg er en smule skuffet over denne bog. Jeg havde egentlig ikke nogen forventninger ud over det sædvanlige, men når jeg sætter mig med en bog har jeg selvfølgelig forhåbninger.
Desværre er kun få af disse forhåbninger noget værd i den bog. Som sådan er der et plot, men der går for lang tid før det kommer i gang og vi egentlig mærker til det.
Der er for få handinger og ikke nogen såkaldte 'cliffhangers' der holder læseren fanget.
Når det dog er sagt, skal det også siges at Signe Fahls skrivestil er både anderledes og charmerende, og humoren formår at trænge igennem selv om historien foregår i en anden tid. Oftest må en forfatter vælge imellem en humoristisk eller en tidspassende historie, men Signe Fahl formår at blande begge dele sammen på en realistisk måde.
Bogen var ikke lige noget for mig, men jeg er sikker på at der er en masse derude der har andre meninger. Hvis du vil finde ud af din personlige mening må du jo nok selv i gang med at læse den;)
Tak til forlaget Ulven og uglen for anmeldereksemplaret.