Nera og gruppen er endelig ankommet til det utopia de er blevet lovet af vampyrelverne. Nu må hun forsøge at tilpasse sig en verden der ikke nødvendigvis har plads til dem længere.
Gruppen er endelig kommet til det utopia Bane og de andre vampyrelvere lovede dem. Den såkaldte 'sikre zone'; et sted hvor monstrene ikke kan nå dem. Hvis den da er så sikker - og hvis de eneste monstre virkelig er zombierne.
Men kan man virkelig finde et sikkert sted i en verden fyldt med zombier og vampyrelvere? Nera tvivler, og finder kun ro når hun er med Bane.
I Vita får de både lægehjælp fra et menneske, et sted at bo og arbejde. Men hvis Vita skal fungerer optimalt (som vampyrelverne hævder er tanken bag) bliver de nødt til at trække på menneskenes tidligere erfaring og skille dem ad. Det er okay hvis for eksempel Odette bliver placeret langt væk fra Nera (som hun selv skriver, går hun ikke ud fra at der er en lukket afdeling hvor de kan låse hende inde), men der er andre hun ikke kan gå uden. Specifikt Aiden.
Endelig er de trykke, men Nera føler sig ikke tryg. Langt fra.
Det er anden bog i serien, og også anden anmeldelse af serien fra RomeoReviews. Hvis du har læst den første anmeldelse ved du, at jeg ikke var synderligt imponeret. Det er jeg til gengæld af denne.
Alt hvad jeg savnede i første bog var tilføjet i denne, og den gjorde helt klart 'op' for 'fejlene' i den første bog.
Selvom der er udskiftninger i diverse karaktere har vi stadig vores basisgruppe bestående af blandt andet Nera, Aiden og Odette.
Kurt Vonnegut mente at forfatteren altid skal give læseren mindst en karakter de kan hægte sig på. Selvom nogle forfattere (oftest af krimi bøger) kan slippe af sted med at dræbe den slags karakterer af, er det langt fra alle der har held med det, og netop i dette tilfælde tror jeg Louise Haiberg har taget det rigtige valg ved at lade karakterene leve.
(Lille bonus info:
Hvis du ser serier eller film hvis optagelser har varet længe eller mange sæsoner er der til tider skuespillere der gerne vil forlade serien/filmen. Her kan man tit opdage at de karakteres roller hurtigst muligt (nogle gange endda før de overhovedet har forladt showet) bliver overdraget til nogle andre. Et eksempel er serien 'Glee', hvor de fleste klassiske karaktere lever videre igennem andre skuespiller; blandt andet Puck hvis karakteristikker bliver videreført igennem Jake der endda er hans bror og dermed ligner ham på mange andre punkter også (såsom udseende og so on)
Endnu engang vil jeg nævne de mange håndskrevne sider, som stadig fungerer utrolig godt og giver mig som læser en følelse af at komme tættere på forfatteren. Derudover fik jeg også at vide at de altså er håndskrevede og derefter blevet scannet og sat ind i bogen.
Det er tydeligt at Louise Haiberg har fået sat sit eget præg på bogen, og det er helt fantastisk.
Jeg må indrømme at jeg efter at have læst denne bog er jeg kun endnu mere klar på det næste og afsluttende bind i serien.
Tak til forlaget Tellerup for anmeldereksemplaret.