Ember, Riley og ungerne slap alle med livet i behold, og ligeså gjorde Garret, men det er nok ikke noget der kommer til at holde længe endnu. Han har forrådt Sankt Georg ordenen, og skal nu have hans straf.
Garret ofrede sit liv for at redde Ember, og hun er fast besluttet på at redde ham inden henrettelsen der er hans straf. Hun er med på Rileys hold, og selvom hun tilbyder ham at hun kan tage afsted alene mange gange, kommer det ikke på tale.
Derfor begiver Riley og Ember - med Wes bag sig - ind i Sankt George ordenen. Der er alt for mange risikoer, men en ting har de til deres fordel; der var nok ikke nogen der have forventet at to drager ville snige sig ind på en base for dragejægere, for at redde en fra at blive henrettet.
Garret kommer med ud i sikker behold, og beslutter sig for at blive med Riley og Ember; til dels fordi han ikke har andre steder at tage hen, til dels takket være Embers effekt på ham.
Ember har følelsen af, at Wes ikke kan lide hende - men at sige at Riley og Garret ikke kan lide hinanden ville være århundredets underdrivelse.
Sådan ender de med hver især at have deres mission, og samtidig skal de holde sig på afstand af Sankt Georg ordenen, Talon, Hugormene og hvem der end ellers skulle være efter dem; noget der i øjeblikket er mange der er. Af en eller anden grund er Talon fast besluttet på at få Ember tilbage, og de accepterer ikke hindringer.
Det er anden bog i serien, og meget ligesom den første er der rigeligt af positive ting at tage fat i.
Blandt andet er noget jeg lagde mærke til, hvordan de hver især har deres snakke 'stil'.
Jeg mener ikke kun hvordan Riley har for vane at kalde Ember 'Brændstifter' og Garret 'Sankt George', men også hvilke udtryk de bruger og deres hele sprog.
Mange forfattere har en ide om, at stort set alle snakker ens; alle 16årige snakker ens, og alle bedstemødre snakker ens, men Julie Kagawa har ikke kun lagt mærke til forskellene, men også formået at få dem nedskrevet.
En anden ting er, hvordan Ember til tider tvivler imellem Garret og Riley, og så kalder Garret 'mennesket'. Det kalder hun også andre, blandt andet Wes, men det viser også at hun - selvom hun er et integreret medlem af samfundet - stadig er klar over at de er to vidt forskellige racer.
Når det er nævnt vil jeg dog også nævne de ting ved bogen, jeg ikke var helt så vild med. Det er ting som spændingsopbygningen, som forfatteren ikke har helt styr på indtil slutningen, og selv der undrer jeg mig over metoden.
I stedet for at gøre som de fleste andre og skrive spændingen ved at kortne sætningerne, indsætte mere dialog og fjerne lidt af tankerne, virker det til tider som om hun gør det modsatte.
Kapitlerne bliver dog kortere til sidst, hvilket også øger spændingen, så det er ikke fordi der ingen spænding er i den.
Udover det synes jeg også spændingen der er i selve historien gør op for det.
Derudover er der også de venner Ember fik på Crescent Beach; Ingen af dem er at finde i denne bog, hvilket jeg nok lidt savner. Ember nævner i første bog at hun vil savne dem, men kun Lexi bliver nævnt kort i hendes tanker en gang i denne, så jeg får ikke indtrykket af at hun egentlig savner dem.
Hele princippet med to fyre der ikke kan lide hinanden der begge to er vilde med en pige er en smule brugt efterhånden hvis du spørger mig. Det er ideen med at gøre det nødvendigt for to fjender at samarbejde for at overleve også, men Julie Kagawa formår at holde den frisk igennem hele bogen, hvilket jeg virkelig synes er imponerende.
Ligesom jeg nævnte karakterene i anmeldelsen af den første, vil jeg også nu lige nævne et par ting. Blandt andet er der hvordan vi (endelig;)) får en mere dækkende beskrivelser af Ember når hun er i sin drageform; noget jeg indtil nu har savnet.
Jeg tager mig selv i endnu engang at være imponeret over Julie Kagawas evne til at skabe karakterer med så mange forskellige sider, der stadig er realistiske.
For eksempel er der hvordan Riley både er hård over for Ember, men faktisk også rigtig blid, som viser hvordan dette også er en af de ting hun mestrer.
Bogen er virkelig morsom, og jeg tror at jeg vil gå så vidt at sige, at jeg faktisk er endnu mere begejstret for denne end den første! Udover at være humoristisk er der også sørgelig romantik deri - for hvem vil ikke læse en bog, der også gør en ked af det?;)
Tak til forlaget HarperCollinsNordic for anmeldereksemplaret.