Efter Marie har fået en kæreste føler Nanna sig efterladt, og søger trøst ved Leon som er helt væk i hende... Måske endda lidt for meget
Nanna og Marie er bbf's - selvom Nanna egentlig hader det udtryk.
Sammen var de skolens oucasts, og så er det at være alene ikke helt så ensomt.
Men det var indtil Marie blev kærester med Daniel (som forresten slet ikke er hendes type), og Nanna nu er kommet et skridt længere tilbage i køen af vigtige mennesker i Maries hverdag.
Da Marie og Daniel opmuntrer Nanna til at tage til halfest med Leon har hun egentlig ikke lyst, men ender alligevel med at tage med - med Leon.
Der går ikke mange timer før Daniel indrømmer at han har været vild med Nanna siden de så hinanden i storcentret - selvom de faktisk kun hilste på hinanden den dag.
En morgen dukker Leon op ved Nannas dør i håbet om at tage hende med til rollespil, og det er historien om hvordan Nannas første kys var med en fyr i elverøre.
Dagen efter er de åbenbart kærester, og imens Nanna går fra at være mobbeoffer til usynlig for alle andre, bliver hun Leons livs lys.
Pludselig går alting stærkt, og Leons kærlighed for Nanna indebærer åbenbart mere end bare kys og klem viser det sig da han næsten kommer op og slås med en af hans bedste venner fordi han kiggede lidt for længe på Nannas barm.
Samtidig møder Nanna Andres til rollespil - Andreas der helt bestemt er attraktiv, men vist nok også noget af en player.
Elsker hun overhovedet Leon?.. Og hvad nu hvis hun ikke gør?
Egentlig plejer der ikke at komme nogen anmeldelser op om tirsdagen, men med en bog så fantastisk som denne kunne jeg simpelt hen ikke vente!
Jeg elsker hvordan Nanna går fra føgende scene (side 137):
"Han strøg en hånd over mit baghoved og så på mig med triste øjne.
"Er du okay, Nanna?"
Jeg stivnede under hans arme, men han lod ikke til at bemærke det.
Så lænede jeg hovedet mod hans bryst og græd"
til side 160:
"Er du okay, Nanna? Svar mig, please!
Jeg tog telefonen og bed mig i læben imens jeg tænkte. Så skrev jeg:
Alt er okay, men jeg er vildt træt. Går i seng. Vi ses i morgen"
og derefter til side 211:
""Jeg er okay," sagde jeg uden at vide om det var sandt.
Var jeg okay?"
Jeg elsker simpelt hen hvordan Nanna bliver stærkere og stærkere, men Anika Eibe tydeligvis stadig har en forståelse for at lavt selvværd og vægtproblemer ikke går over på en uge.
Indtil videre har jeg læst to af bøgerne i 'er du okay, x?' 'serien', og de har begge været så inspirerende. Jeg er så heldig at have endnu en på vej med posten som jeg simpelt hen ikke kan vente med at få lov til at anmelde.
Skriften er stor og skrifttypen brugt i titlerne er lettere 'barnlig', hvilket jeg synes viser at der kommer mere og mere fokus på at unge med problemer som dem beskrevet i bogen ikke længere kun er unge, men også kan være hvad man kun kan kalde børn.
Jeg tror helt klart denne bog vil kunne hjælpe mange - om ikke andet give dem en følelse af ikke at være alene og at være forståede.
Forholdet mellem Leon og Nanna er realistisk, og utrolig velskrevet. Hvordan Nanna går fra at være smigret til en smule bange er flydende, og man kan virkelig mærke hendes angst igennem ordene. Og den er jo fuldt forståelig, så det giver god mening at både hun (Nanna) og vi læsere bliver lidt nervøse.
Alt i alt en virkelig god bog, der helt klart er et læs værd.
Tak til forlaget Tellerup for anmeldereksemplaret.