I dette univers af Julie Kagawa er drager virkelige. De går rundt blandt os mennesker og ligner os på en prik. Det bliver de trænet til lige fra de bliver udklækket.. Men det er mere i det end bare det.
Ember og Dante er tvillinger. Det lyder deres dækhistorie i hvert fald på; de er drager, og har været sammen siden de udklækkede. Som alle andre drager har de også lært at skjule deres egentlige udseende, og kan skjule sig iblandt menneskerne.
De har dog ikke fået lov til det, i hvert fald ikke indtil nu. I menneskenes sommerferie skal Ember og Dante testes, og sendes derfor ud til en by ved navn Crescent Beach i Californien. Her bor de ved to vogtere, som de skal kalde onkel Liam og tante Sarah.
Vogterene står for at holde øje med dem og holde dem sikre, men mest at alt sørge for at ingen finder ud af hvad de i virkeligheden er.
I Crescent Beach skal de forsøge at infiltrere befolkningen, og se om de kan begå sig i et samfund. Det betyder, at de skal opføre sig præcis som vi gør, hvilket også vil sige at de skal finde venner.
Ember finder hurtigt en gruppe mennesker hun bliver venner med, og især Lexi bliver hun tæt med. Udover det møder hun drengene Garret og Tristan, som begge virker som om de er mere end de fortæller.
Hvilket også er sandt. Garret og Tristan er medlemmer af Sankt George ordenen, og deres mission er at dræbe hundragen, der efter sigende befinder sig i Crescent Beach.
Men det er lettere sagt end gjort, da hovedmistænkte er Ember Hill; smukke, sjove og fantastiske Ember Hill, som Garret ikke kan få ud af tankerne.
Alt bliver dog væltet omkuld da Ember før øje på det, Talon kalder en Omstrejfer; en drage der nægter at adlyde dem, og nu er på flugt fra både Talons Hugorme og Sankt Georg ordenen.
Talons Hugorme er en gruppe elitedrager, der har ordre om at finde enhver drage der nægter at samarbejde, og eliminerer dem hurtigst muligt.
Da jeg først hørte om drager der levede blandt mennesker i denne fantasy historie, havde jeg svært ved at se hvordan det ville kunne fungere uden at blive overdrevet, eller 'for meget'.
Jeg må sige, imod min forventning, har Julie Kagawa virkelig formået at få det til at fungere helt vidunderligt.
I løbet af få sider blev jeg fanget, blandt andet på grund af måden vi bliver sat ind i universet på, men også bare fordi Julie Kagawa har sin helt egen skrivemetode, jeg virkelig tror vil kunne fange enhver.
Jeg tvivler ikke på, at forfatteren er i stand til at skrive noget langt mere indviklet, derfor synes jeg også at det er imponerende at hun vælger at skrive så 'simpelt', så alle kan være med. Jeg tror også det hjælper med at øge mængden af læsere, da den ikke skræmmer nogen væk - og heldigvis for det.
Når det er sagt, vil jeg også nævne at jeg synes der er et par uoverensstemmelser i løbet af bogen, jeg godt tror kunne have været undgået hvis der havde været lidt mere fokus på det.
For eksempel er der situationen hvor Tristan mener at Garret ikke har øje for andet end opgaven, og ikke andet end et par sider efter siger han at der ikke sker noget hvis han prøver at have fokus på noget andet end deres mission en gang imellem.
Dialogerne i bogen er flydende og velfungerende, og har gode beskrivelser af handlinger der foregår samtidig. Desværre mangler jeg lidt lydniveauet på dem somme tider; der er situationer hvor jeg tror det ville have givet bedre indblik på deres følelser, hvis jeg havde vidst om de havde råbt af hinanden eller bare snakket stile og roligt; hvor jeg altså ikke var i stand til at regne det ud på egen hånd.
I bogen får vi lov til at følge forskellige sider i bogen, hvilket jeg virkelig synes giver en genial effekt. Først hører vi hvad Talon mener, hvordan de udtrykker at de forsøger at beskytte dragerne, derefter hører vi Embers, og ikke nok med det får vi også lov til at høre om livet i Sankt Georg ordenen, og finder også ud af at de, ligesom Ember, forsøger at gøre det rigtige.
Det kan man også se, da det der kaldes POV (Point Of View, altså hvis tanker vi følger) skifter hovedsageligt imellem Garret og Ember.
En ting ved bogen jeg især bed mærke ved, var hvordan Wes, eller Wesley, ikke bliver beskrevet når vi følger Garret, men først da Ember møder ham for første gang. Det giver virkelig god mening, da man jo sjældent får øje på en gammel ven og tænker 'Nåh, der kommer min ven der forresten ser sådan ud'. Når man derimod møder en ny person, er det jo naturligt at kigge på deres udseende, og hvis du spørger mig må Julie Kagawa meget gerne dele dette tip med andre forfattere, da det ifølge mig fungerer rigtig godt.
Der er et par tastefejl i bogen som jeg godt tror kunne have været undgået, men det er langt fra det værste jeg er faldet over i en bog, og har derfor ikke den store effekt på min overordnede vurdering af bogen.
For eksempel er der side 341 hvor Riley bliver stavet 'Rliey'.
Plottet er (indtil videre) virkelig gennemtænkt, og jeg har virkelig nydt at læse denne bog. Jeg har to'eren til at lægge ved siden af mig, og jeg ser frem til at få lov til at gå igang med den!:)
Tak til forlaget HarperCollinsNordic for anmeldereksemplaret.