Beate Nielsen er hjerneforsker - verdensberømt hjerneforsker, og da hun får at vide at hun har kræft og ikke lang tid tilbage er hun nødt til at finde en løsning. Hun vil være det første menneske der lever for evigt.
Morten er Beate Nielsens søn. Verdenskendte hjerneforsker Beate Nielsen. Og kræftsyge Beate Nielsen - noget Morten fik af vide af hans læge, som åbenbart havde vidst det i lang tid. Hvilken slags mor glemmer at sige sådan noget til sin egen søn?
Beate er langt fra den traditionelle husmor - til gengæld er hun en imponerende og nytænkende forsker med øje for alternative løsninger på problemer kun et øje, så øvet som hendes kan se tydeligt.
Blandt andet inkluderer det den største trussel af dem alle; døden. Beate er vurderet til at have intet mere end et par måneder tilbage, men hvad hvis hun ikke er klar til at dø der? Hun har stadig mere forskning at foretage, mere at lære og mere at lære fra sig, og dermed bliver det livsnødvendigt at lykkes med noget, ingen har kunne før.
Morten har aldrig været tæt på sin mor, og slet ikke da hun fortæller ham at hun jo slet ikke skal dø; hun skal faktisk aldrig dø. Hun skal som det første menneske leve til evig tid. Godt nok som en maskine, men er der virkelig nogen forskel på mennesker og maskiner? Sjælen er en myte, selvfølgelig kan en maskine tillægges menneskelige kompetencer.
Det er Morten så ikke helt enig i, og da hans mors krop dør, dør hun også.
Medmindre hun altså virkelig har fået det til at fungere..?
Jeg havde ikke nogen forventninger til denne bog, hvilket nok blandt andet var grunden til at jeg nød den så meget. Den var velskrevet og plottet var velgennemtænkt og veludført.
Nogle ting i bogen var temmeligt overdrevne som for eksempel (jeg skal forsøge ikke at spoile for meget) begravelsen som nok er det mest urealistiske i bogen - og vi snakker en bog hvor en kvinde formår at gøre sig selv udødelig her.
Men overraskende nok virkede det. Hvordan Kasper Hoff gør det, skal jeg ikke gøre mig klog på, men på en eller anden måde sad jeg bare med tanken 'selvfølgelig. Det er lige sådan hun er, og hvis der er nogen der kunne finde på det, er det hende'. Ofte hvis man får den følelse af en person i en bog, er personen totalt overdrevet (jeg kan hurtigt nævne en række bøger, hvis forfattere ikke har forstået det jeg skal til at sige) men Kasper Hoff får sat Beate op så hun er mindst lige så realistisk som Morten eller en af de andre.
Ideen bag bogen er fed, og udfordringerne deri er passende - ikke for overdrevne men heller ikke for lette og ligetil. Der er nogle ting Morten skal gå og fundere over, nogle problemer blandt andet med hvad han skal tænke, men det er ikke så man sidder og er udmattet bare af at læse den.
Jeg må indrømme at jeg blev virkelig imponeret her, jeg havde ikke forventet en så fed bog, og jeg er bestemt ikke færdig med Kasper Hoffs bøger - jeg vil sidde og vente spændt på hvad han finder på næste gang.
Tak til forlaget Modtryk for anmeldereksemplaret.