Som børnene før havde antaget, var det ikke ovre med dronning Mazzina endnu - langt fra. Blodherskeren vil besætte et legeme, og der er kun ét der er stærkt nok til at have ham.
William har en idé om, at han er ved at få følelsen tilbage i fødderne. Han kan i hvertfald vippe med den ene nu; måske har turen til Praxox hjulpet mere end bare midlertidigt.
Sille føler sig sløv tiere og tiere. Først mener hun, at det må være menstruationen der stadig er ny for hende, men det bliver ved, og det bliver værre og værre. Kvalmen er evig, hendes hår begynder at falde af, og mærket vokser sig større og klør.
Peter tabte 1600 meter løbet til Allan Schmidt; som faktisk viser sig at være en helt okay fyr, og Peter får lyst til at fortælle ham om deres oplevelser. Han snakker knap nok med William, Mark og Sille om det, men ville Allan overhovedet tro på ham?
Mark er til stede da Lucas siger sine første ord; er'op. Det lyder ikke som et ord, men Mark kender Lucas godt nok til at vide, at det helt sikkert er vigtigt. Da han ikke forstår det bliver Lucas vred, og først da Lucas snakker videre går det op for Mark, hvad han siger; Edderkop. Kommer. Stor.
Thiera har sine egne planer for barnet de fandt på Praxox, og for alt andet, og har ikke noget imod at myrde folk hvis det kommer dem til gode. Folk i byen bliver syge, mystiske dødsfald og figurer der bevæger sig, er alle en del af den tredje bog i serien.
Endnu engang tager jeg mig selv i at ønske en korrekturlæsning. For eksempel på side 125, hvor der står;
"...mens hun distræt pillede ved sig læderhalsbånd..."
Det giver mig en ide om at bogen ikke er redigeret efter den er skrevet, og en tanke om, om den kunne have været endnu bedre hvis den havde været?
Denne bog er, lig de andre, fyldt med humor! Et par eksempler er, da William bliver overfaldet og Allan Schmidt kommer forbi og spørger 'Er du okay? Kan du gå?' hvilket han jo af gode grunde ikke kan.
Senere samme dag tager han til læge, hvor han spørger om de ikke snart er færdige, så han kan komme ud og spille fodbold igen.
Da han bliver spurgt hvad der skete, lyder bortforklaringen på at han løb ind i en dør.
Udover at det er virkelig morsomt at læse, tror jeg også det er rigtig sundt at læse om nogen, der har problemer, men har nok selvironi til at komme med den slags sarkastiske kommentarer.
Den minder mig igen lidt om Harry Potter bøgerne, hvor der er den samme, tørre humor i, bare i en lidt mindre grad.
En ting jeg lagde mærke til var også, hvordan der er tanker iblandt handlingen, hvilket jeg personligt mener giver et virkelig fedt personligt 'touch'. Det kan blandt andet ses på side 234;
"Han slog en hånd for munden for ikke at skrige ...
Åh gud, bare jeg ikke falder!
... og begynder langsomt at gå baglæns i mørket"
Jeg må indrømme at den ærligt talt ikke var min yndlings, da jeg synes opbygningen er lidt tam, og der er lidt mangel på handling. Det kan virke åndsvagt når man tænker på, at Sille jo blandt andet bliver besat af Blodherskeren, men jeg synes alligevel størstedelen af bogen virker som langtrukken opbygning; og da bogen så er slut, er det lidt et antiklimaks.
Men den næste bog i serien har jeg liggnede ved siden af mig, og mon ikke den kan gøre op for det med en masse spænding og handling ;-)
Tak til forlaget Valeta for anmeldereksemplaret.