De slap alle fra kampen med Vogteren med livet i behold; men de tre måner står snart på linje, og Dronning Mezzina er desperat efter at komme til jorden.
Sille, Peter, William, Mark, Thiera og Lucas overlevede alle kampen mod Vogteren, men det betyder langt fra at krigen er ovre. Tværtimod.
I den første bog I serien sørgede børnene for, at vampyrene ikke kunne komme til jorden, hvilket vil sige at de er fanget på Praxox, hvor en krig snart udbryder. Mezzina vil have hævn over tabet af hendes mange artsfæller der utvivlsomt kommer til at lide under.
Vampyrene besætter Peter, og beordrer ham til at hente Lucas og bringe ham til spejlet så han kan synge. Der er intet der kan stoppe Peter fra at udføre hans opgave, og uden nogen opdager det får han fat i Lucas og tager ham med hen til spejlet.
Først bagefter opdager Mark at hans lillebror mangler, og så går det stærkt. Uden at have lyst bliver de sendt til Praxox; en verden hvor vampyrene hersker, en krig er under opbrud og hvor William ikke behøver sin kørestol.
Sille kan mærke forandringen inde i sig; hun er ved at blive til en kvinde, og hun får følelser for William, der gengælder dem.
Da Sille på et tidspunkt tager Marks hånd, har han mest lyst til at skubbe den væk; han burde ikke nyde det når hun har noget med en af hans bedste venner.
Det er anden bog i serien, og jeg er endnu engang imponeret. Karakterene er utrolig velskrevede, og har hver især deres karisma som man kan mærke igennem hele bogen. For eksempel er der Thiera, som jeg personligt synes er en virkelig morsom person, men som man også er lidt i tvivl om man kan stole på. Hendes handlinger virker alle venlige og hjælpsomme, men når man hører hendes tanker er det helt anderledes.
Udover det kan jeg godt lide hvordan der er et mål, der strækker sig over flere bøger, ikke kun fordi forfatteren havde lyst til at skrive flere, men også fordi det er passende.
Hver bog har det samme emne, men (indtil videre, i hvert fald) deres egne konflikter.
Der er rigtig meget humor i bogen, og endnu engang tager jeg mig selv i at sidde og grine af den. Nogen eksempler er da Sille bliver drillet og William tilfældigvis kommer forbi;
"Den ældste af brødrene steg langsomt af sin scooter. "Hva' så, er superhelten kommet for at redde damen?"
William rystede på hovedet. "Nej nej, jeg er her bare for at se på. Fortsæt endelig. Jeg vil gerne lære, hvordan rigtige mænd opfører sig."
Jakob Dolph fik et usikkert blik i øjnene og skævede kort mod sin lillebror. "Fuck dog af."
"Oh," svarede William og nikkede begejstret. "Du taler også fremmedsprog!""
Den scene fandt jeg i hvertfald virkelig morsom, og det blev da kun bedre da brødrene Dolph kalder William 'Haltefanden', og han filosoferer om hvor vidt han kan vedkende sig at blive kaldt Haltefanden, siden hans ben jo er komplet lammede.
Den slags situationer er der mange af, samtidig med at den rammer nogen emner, der er reele for rigtig mange; kærlighed, at føle sig hæmmet, men ikke at lade det stoppe en.
William er virkelig en rollemodel, fordi han, selvom han er lam i benene, klarer sig ganske udmærket. Han kan klatre i træer, han træner og han ser ikke sig selv som hjælpeløs. Men nu har han prøvet at have fungerende ben, og kan han virkelig være tilfreds med at sidde i kørestol efter det?