Solvejs mand Hans var med til installationerne af de mange forunderlige påfund der er en del af Syvstjernen før han døde. Hver gang Solvej tænder lyset, tænker hun på ham; selvom det ikke var planen.
Solvejs mand Hans er død, og nu sidder Solvej alene i et hus, der er alt for stort. Hendes datter Rikke kommer på besøg fra tid til anden med barnebarnet Emil, men til hverdag er det alt for stort.
Da Hans stadig levede havde han et firma der stod for elinstallationerne i det nye bofælleskab Syvstjernen.
Solvej og Hans venner Ib og Icy er gift, men kommer egentlig ikke specielt godt ud af det; hvilket de heller ikke gør med deres børn, Trine og Tomas. Ib stod sammen med Hans og nogen andre bag Syvstjernen, men det var da han stadig troede de noget anderledes og lusuriøse ville blive solgt hurtigere end noget andet. Nu står der 7 stjernetakker tomme, alle overdrevet luksuriøse, dyre, og for de flestes smage, overdrevede.
Under en diskussion nævner Icy at de selv burde bo der, uden egentlig at mene det, men det hørte Ib, og hurtigt har han besluttet sig for at der skal de flytte hen.
6 stjernetakker tilbage.
Han tager på besøg hos Solvej og tager en snak med hende. En del drinks ryger ned, og han får hende overtalt om at det eneste rigtige ville være at købe en af de andre takker. Solvej er ikke helt sikker, men sammen med Heidi tager hun ud og kigger, og hun ender med at gå med til det.
5 stjernetakker tilbage.
Solvej løber ind I Esben; en utrolig venlig og godsindig mand, som Solvej falder pladask for. Det viser sig at han skal flytte ind i en af de andre stjernetakker - med hans kone Jutta.
Alle i bofællesskabet har deres bag de lukkede døren; Icy har et barn, ingen kender til, og hendes ægteskab med Ib går på ingen måder som det skal. Den søde forfatter Sofia Green virker venlig, men ifølge Jutta har hun myrdet hendes tidligere mand og er flygtet til Danmark.
Men hvem kan man stole på?
Syvstjernen var meget interessant, fordi den hovedsageligt handlede om denne helt fantasiske bygning og de mennesker der bor i den. Vi får bygningen beskrevet mere end stort set alt andet i historien, og det er helt tydeligt at historien er opbygget omkring den.
I løbet af bogen savnede jeg er overordnet plot; noget, jeg hvis nogen spurgte hvad bogen handlede om, kunne svare helt præcist med. Det skete mange små handlinger - død, sygdom, ensomhed, kærlighed - men hvor alle Harry Potter bøgerne for eksempel handler om at overvinde Voldemort, har denne ikke noget der fortsætter igennem den.
Det er noget jeg personligt synes er en skam, jeg mangler et 'formål' med bogen, men det er jo ikke sikkert alle vil have det på den måde.
En anden kommentar jeg har til bogen, omhandler de pludselige genreskift. I størstedelen af den er den meget realistisk, men på siden 225, 226 og 227 bliver det meget eventyrligt; de løber på en grøn eng, drikker vand fra en bæk og så videre.
Der er mange ubetydelige situationer i bogen, hvilket også kan være grunden til at den virker så langtrukken; jeg kunne måske godt have ønsket mig at den enten var 100 sider kortere, eller at der skete mere.
Udover det er der mange lange taler, men på en eller anden måde formår forfatteren Anne Hjælmsø virkelig at få det til at fungere. Jeg har altid fået at vide at det skal være flydende, men takket være Anne Hjælmsø er det noget jeg skal eftertænke.
Jeg savnede lidt til at holde mig fangende som læser, men ellers var det alt i alt en rigtig fin bog jeg nød at læse.
Tak til forlaget Genspejling for anmeldereksemplaret.