Agathe, af Anne Cathrine Bomann

I Frankrig i 1940'erne møder vi Stephane Montpellier, en psykiater hvis hverdag går med at tælle ned til pensionen; som forresten er 800 samtaler væk, hvis Stephane går på pension når han er 72.

Og så mødte han Agathe.

Timerne er lange, og der er mange af dem tilbage inden den trætte psykiater kan gå på pension. Patienter er de samme, og de har de samme problemer som de altid har; Madame Almeida har frygtlige nerver, og meget at snakke om. Faktisk så meget, at Doktoren ikke kan få et ord indført, og når det hænder lytter Madame Almeida ikke, så derfor er det en anden oplevelse da Agathe Zimmermann dukker op.

Agathe Zimmermann er en tysker med et stålfast blik, der har formået at få en plads i Stephanes kalender, selvom han udtrykkeligt fortalte hans sekretær at det ikke kunne lykkedes.

Hans sekretær, Madame Surrugue, fortæller at hun forsøgte; hun have sagt, at Madame Zimmermann havde været forstående for, at Stephane ikke ville kunne snakke efter et halvt år, da hans pension ville indtræffe der.

Men det er ikke det eneste der gjorde Agathe bemærkelsesværdig; da hun dukkede op til første møde, bad hun Doktor Montpellier kalder hende Agathe, i stedet for Madame Zimmermann. Usædvanligt, men ifølge Stephane også ubetydeligt; At føje hende kan vel ikke bringe noget dårligt.

Anne Cathrine Bomann er uddannet psykolog, og har før udgivet digtsamlinger; begge noget jeg synes man kan mærke som man læser bogen. Det er en roman, men den er kort, og ligeså er kapitlerne, og mange sætninger er finurlige, og lignende dem man ville finde i et digt.

Udover det synes jeg man kan mærke at hun er psykolog, da hun på en måde formår at forså læseren, uden at have mødt vedkommende. Det er som om man får lov til at se verden igennem hendes øjne i 112 sider, og det er virkelig en oplevelse.

Jeg må indrømme at jeg tænkte den lød en smule deprimerende; en livstræt psykiater, og en kvinde der før har forsøgt at begå selvmord? Det lyder umiddelbart ikke som opskriften på en livsbekræftende historie; men det er det virkelig.

Agathe kan læses på to måder; man kan enten læse de velskrevne, fejlfrie, og flydende linjer, og lukke den der - men man kan også gå i dybden med den. Man kan både læse den som hyggelæsning, men jeg har nærmest lyst til at skrive en analyse af den, og jeg har da også planer om at nærlæse den i den nærmeste fremtid. Alt i den er så gennemtænkt, og jeg er overbevist om at der er ting i den, jeg ikke har fanget endnu.

Derfor vil jeg også glæde mig til at læse den igen; noget der helt sikker vil komme til at ske.

Den har kvalifikationerne til at kunne blive en klassiker, og derfor vil jeg helt klart også anbefale den til enhver der kunne være interesserede.

Tak til forlaget Brændpunkt for anmeldereksemplaret.

#Brændpunkt #Agathe #AnneCathrineBomann