I indhentet af døden følger vi Petra, som forsøger at forske sig frem til en ny slags antidepressiv medicin. Hun har netop vundet en pris, og kan både kalde sig ung og succesfuld, derfor kommer det også som en overraskelse da hendes ex-kæreste falder død om under en løbetur.
Først møder vi Amar, der er med ude da de fisker et lig op fra havet. Kroppen viser sig at tilhøre Jesper Hansen, sjællandmester i 1000 m crawl - hvilket får det til at virke underligt at han pludseling ikke kunne mere.
Flere lignende sager kommer op; folk der pludselig falder om, og grunden er svær at finde.
Petra har netop vundet en pris, hvilket hendes mor er meget stolt over. Moderen, Ludmilla, vil nærmest ikke snakke om andet, heller ikke over for hendes veninde Ingeborg, hvor det viser sig at de to ældre kvinder har en fortid sammen.
Efter prisoverrækkelsen opsøger journalisten Torsten Petra i håbet om et interview, hvilket hun indvilliger i. Han spørger blandt andet om, om forsøgspersonerne får den rigtige dosis.
Maja efterforsker dødsfaldene, på de unge atleter; blandt andet Petras tidligere kæreste. Hvordan så sunde, unge mænd pludselig falder om, tilsyneladende uden grund er i den grad noget, der bliver fundet underligt.
En brænd opstår midt i spisesalen på det lokale plejehjem, hvor blandt andet Ludmilla og Ingeborg var for at få et varmt måltid og en snak.
Persongalleriet er meget stort i bogen, og jeg vil nok også kalde det for stort til tider. Det kan være svært at følge med, og sætte historien sammen inde i ens hovede, så det hele også giver mening.
Mange tråde bliver givet ud, og de skal alle bindes sammen korrekt, hvilket kan være en udfordring for læseren, men også giver en virkelig fed effekt, og får genren til at stå frem.
På den anden side synes jeg ikke det virker som om Helga Berg har specielt meget forstand på antidepressiv medicin, hvor jeg godt kunne ønske mig at hun havde søgt lidt baggrundsviden før hun begyndte at skrive.
For at nævne nogen eksempler er der hvordan et spørgsmål i bogen lyder på, om motion hjælper på depressioner; noget der, så vidt jeg ved, er udbredt enighed om.
Udover det, er der også hvordan de bliver kaldt 'lykkepiller' igennem hele bogen, da jeg endnu ikke har mødt nogen der har viden om emnet kalde det det.
Jeg kan blandt andet citere en sygeplejerske, der står for at dosere medicinen; "Jeg bliver altid så træt af det, når folk siger lykkepiller. De har ikke forstået hvad det handler om så, lige meget hvad de siger. Antidepressiv medicin gør dig ikke lykkelig, det gør dig mindre ulykkelig."
Udover det fandt jeg ærligt talt ikke bogen specielt fangende i starten; da jeg først var kommet i gang var den virkelig god, men de første kapitler skulle overkommes først.
Bogen vil jeg bestemt kategorisere som en krimi, men den er noget blidere end for eksempel Jussi Adler Olsens, hvilket jeg ærligt talt nød rigtig meget.
Denne bog er en, jeg har lyst til at sætte mig og hygge mig med at læse, samtidig med at der er spænding i den.
Til sidst vil jeg nævne, at alle ting der er skrevet trods alt er baseret på min personlige mening, så bare fordi der er ting ved bogen jeg ikke nød, betyder det ikke at den ikke kan gå hen og blive din yndlingsbog ;-)
Tak til forlaget Genspejling for anmeldereksemplaret.