En samling rørende digte af Thomas Alexander Jensen, der også selv har haft angst helt tæt på livet.
Det fremkommer tydeligt i bogen at forfatteren ved hvad han snakker om; måden hvorpå han beskriver hvordan angsten har greb om en, viser klart at han selv har prøvet det.
At forklare folk uden angst hvad det egentlig er, tror jeg kan være svært, derfor tror jeg også at denne bog ville være god at læse for folk uden angst.
At have angst kommer ofte med en følelse af at være alene, og jeg tror at denne bog vil give mange ofre en viden om, at de ikke er netop det.
Især digtet Lægeerklæring tror jeg mange unge ville have godt af at læse, da det fortæller om hvordan man kan få helt lyst til at udskylde for at have det dårligt.
Udsnit af digtet Lægeerklæring:
"En trykket stemning, lyden af kuglepennens angreb på det blanke papir og de grå, onde øjne gjorde mig mere urolig.
Hvordan kunne jeg finde på at komme og bede om en lægeerklæring?
Jeg undskyldte nærmest for mit besøg".
Jeg må indrømme at selvom jeg fandt bogen meget indsigstfuld, var det ikke en jeg ville læse igen. Når jeg hører ordet digt, tænker jeg med det samme noget dybt, noget man har lyst til at sidde i mørket og læse i med intet andet lys end skæret fra stearinlysene; den følelse fik jeg ikke helt her.
Men det er min personlige mening, og hvad jeg kan lide ved digte kan være anderledes end ved andre kan, og derfor vil jeg da også afslutte med at sige at det er en rigtig fin bog.
Tak til forlaget Brændpunkt for anmeldereksemplaret.