Den 15. Marts udkom Sola Scriptura, hvori vi møder Anton Simonsen, kaldt Simon, som er kommet tilbage fra Afghanistan med men. Ikke kun arrene, der beviser hans heltemod, men også de psykiske. Udover det er han også blevet skilt, og i et forsøg på at genfinde sig selv, melder han sig som frivillig i Kirkens Korshær, hvor folk med problemer kan ringe ind, og forhåbentligt få hjælp.
En dag får han et opkald, der ændrer alt. Et opkald, der egentlig er ment til præsten William Anker, men som Simon ender med at tage. Opkalderen fortæller, at han har slået hende ihjel, og at det urene skal blive rent. Hvordan reagerer man på en sådan oplysning? Simon er ikke sikker, og han ender med at spørge om der er noget, vedkommende vil snakke om, men han svarer ikke.
Efter opkaldet bliver alt det, han har forsøgt at glemme og holde tilbage i fortiden hevet frem endnu engang.
Han ender med at være nødt til at genoprette hans kontakt med tidligere ven og soldaterkammerat Frank. Frank er gået hen og blevet leder af en ny (og hemmelig) afdeling i politiet. De er efter en morder, der efter sigende står bag 13 sager om forsvundne personer. I nogle tilfælde er de ofrene op igen - døde.
Ærligt talt fandt jeg bogen ret forvirrende. For det første ændrer sproget sig meget igennem bogen, fra at gå til de mere gammeldags ord til hvad der kaldes slang.Udover det savnede jeg nok at se det professionelle i politiet. Hvis du for eksempel læser Jussi Adler-Olsen bøgerne, er måden de arbejder på - i hvert fald ifølge min begrænsede viden - realistisk, hvor jeg synes de oftere falder over informationerne i Sola Scriptura i noget andet.
Der er skiftende fortællere igennem bogen, også kaldet POV’s, hvilket står for Point Of View. Her er det skiftevis Sarahs, Franks, Simons og gerningsmandens POV. Det synes jeg virkelig gav en god effekt, da man så får lov til at se situationen fra flere forskellige sider. Det er ligesom hvis du kigger på et hvilket som helst objekt i virkeligheden; for virkelig at kunne se det som det er, skal vi kunne kigge fra alle sider.
Der er mange detaljer, hvilket sædvanligvis er virkelig fedt hvis du spørger mig, men jeg synes lidt de var irrelevante denne gang. Nogen gange giver detaljer enten en detaljeret opfattelse af en verden, der er nøje opbygget, men hvis det var meningen denne gang synes jeg ikke helt det fungerede optimalt.
Jeg har nævnet både dårlige og gode ting om bogen, og om jeg vil anbefale den kommer an på, hvem det var til. Jeg nød ikke selv at læse den specielt meget, men derfor kan andre jo godt ende med at elske den; derfor anbefaler jeg dig selv at læse den, og danne dit eget indtryk.
Tak til forlaget Brændpunkt for anmeldereksemplaret.