Anna går i 1. g, og har store forhåbninger for hendes balletkarriere. Efter hendes far heltemodige død i Irak, hendes mors volsomme død i et biluheld og hendes bror Tristan, som efter ulykken har en IQ på 17 er hun fanget i en følelse af at intet kan blive værre... Og den følelse bliver kun forstærket, da Døden kommer for at hente Tristan.
Da Anna besøger hendes bror Tristan endnu engang, sidder der en anden på stuen.
"Jeg så på punkerfyren. Hen betragtede sine sortlakerede negle, kunne godt ligne én, der var indlagt på samme afdeling som Tristan..."
Han introducerer sig med sin arrogante attitude som døden, og beder Anna skrive under, så han kan tage Tristan med sig.
Det er svært at opfatte når døden pludselig står og kalder en en idiot, og det viser Anna da også da hun ikke er i stand til andet end at stamme nej; hun nægter at skrive under på hendes sidste familiemedlems død. Døden, eller Kritanta La Mort, som han siger han hedder, vokser, rummet bliver koldere og mørkere, men Anna er sikker i sin beslutning; han får ikke Tristan.
Uden at ville det, kommer Kritanta til at sige, at der er en anden mulighed - de kan spille om Tristans liv. Men hvorfor skulle han gide det?
Fordi Anna tilbyder mere. Hun tilbyder sig selv; frivilligt. I live. Hun tilbyder at give sig selv til ham, hvilket virker interessant nok for ham til at han går med til en trekamp; første runde er Annas valg, anden er hans, tredje og sidste runde bliver valgt af de øverste.
Min ærlige mening om Dødsvalsen; absolut fantastisk. Forfatteren, Mie Hald, formår i sandhed at få alle emner dækket. Kristanta er humoristisk, uhyggelig, ubehagelig og alligevel er der noget tiltrækkende ved ham.
Da jeg først så bogen - og ikke mindst så de næsten 200 sider - var min første tanke, at jeg umuligt kunne nå at blive virkelig knyttet til den; jeg tog fejl. Jeg sidder endnu og kan ikke koncentrere mig om andet, på grund af slutningen. Måden hvorpå man bliver følelsesmæssigt involveret er noget der får bogen til at minde om stoffer; én bog, og jeg kan ikke tænke på andet end sidste gang jeg læste den, eller næste gang.
Hvis jeg skulle nævnte noget ved bogen, jeg ikke holdte helt så meget af, var det hvordan stort set alt humoren kommer fra forskellige memes og tumblr posts; jeg savnede lidt det originale.
For eksempel i denne situation;
""Jeg kunne godt tænke mig, der var noget imellem os."
Kritanta smilede til hende, med tænderne denne gang, nikkede. "Også mig!"
Jeg kunne ikke tro mine egne ører. Var han, døden, afslutningen for alt liv faldet for en dulle som Emilie Frederiksen?
Emilie smilede, lænede sig ind over ham. "Virkelig?" Hun strøg hans ansigt. "Hvad?"
"En mur!""
Jeg må indrømme, at man skal lede længe for at finde en person, der endnu ikke har hørt den joke før. Til gengæld bliver det delvist vejet op af tilføjelser, som slutningen af citatet ovenfor:
"Jeg fniste. Slog hurtigt en hånd for munden.
Kritanta rejste sig op, så Emilie måtte trække sig væk. Han samlede bogen op og så køligt på hende. "Så nu går jeg den vej, så kan du gå den anden vej. Det lyder som en plan i mine ører." Han tog sin taske og forlod kantinen."
Tanken bag bogen virker fantastisk, og måden den er sat op på er også rigtig god. Desværre synes jeg den virker lidt for meget som en, der kunne have ligget online, man kunne læse på en hvilken som helst platform for forfattere såsom Wattpad, Movellas og lignende.
Det er ikke nødvendigvis dårligt, på begge dele er der mange dygtige forfattere, og det er Mie Hald helt klart også.
Tak til forlaget Brændpunkt for anmeldereksemplaret.