I tidsrummet 1275 til 1287 følger vi Kirstine fra Hvideslægtens udvikling fra intet andet end simpel datter der er anbragt på Stubber Kloster, til handlekraftig leder af selv samme sted.
På grund af en ubehagelig og voldsom voldtægt, bliver hun nødt til at forlade hjemmet.
Kirstine bliver imod sin vilje sendt til Stubber Kloster, hvor hun går meget op i at vise hendes modvilje. Hun nægter at bære det tøj, hun bliver bedt om at gå i, og viser sig fra første side som en stædig pige.
På klosteret er det en svær tid, og da priorinden Dagmar dør, bliver Kirstine hendes afløser.
Inden længe ender Kirstine med at lede klosteret, og med hendes evner til regnskabsføring og handelstalent går ikke til spilde.
Uden interesse i det, bliver Kirstine sammen med klosteret hevet ind i en lang række hændelser, der ender ud i svaret på mordsagen omkring Erik Klipping
Allerede inden de første 15 sider har Lars Novrup Frederiksen formået at fange mig og pirre min nysgerrighed, og allerede fra starten kan man mærke at der ligger research bag bogen.
Kirstines personlighed er både inspirerende og fangede, og betyder at jeg endte med at sidde og se op til hende. Hun virker for mig en smule for perfekt til at være 100% realistisk, men det gør ikke noget, da det jo er fiktion.
Det er utrolig interessant at få lov til at følge hende som hun stiger til positionen som priorinde. I mange bøger oplever man at følge enten en bondedreng eller en i høj position, der er sjældnere at få lov til at følge udviklingen, og se en så tydelig karakterudvikling; noget der giver en virkelig god effekt, hvis du spørger mig.
Ærligt talt er der nogen steder i bogen, hvor jeg godt kunne ønske mig lidt mere dialog, for at øge interessen og for at holde mig i det sted, hvor man altid lige skal have én side mere med. Det er selvfølgelig også en personlig præference, og selv om jeg ikke holdte for meget af det, betyder det jo ikke at andre ikke vil nyde det selv samme.
Jeg bruger ordet dialog, da det for mig er det der giver følelsen af at der intet sker, selvom der faktisk foregår rigtig meget.
Når der er en konstant dialog kørende igennem hele bogen, tror jeg også det er lettere at flette såkaldte ‘cliffhangers’ ind; altså de steder, hvor man ikke kan afslutte læsningen, fordi der er kommet en afsløring, eller på en anden måde nye informationer.
Det behøver selvfølgelig ikke at være i alle bøger, det er bare noget jeg personligt holder af, og nyder i de fleste bøger.
Tak til forlaget Hovedland for anmeldereksemplaret.